Rivian afviser mindre rolle hos VW

vw rivian
Samarbejde om software med amerikanske Rivian skal bringe VW sikkert ind i fremtiden.

Samarbejdet med VW fortsætter uændret, fastslår Rivian's softwarechef - og afviser, at billigere teknologi fra kinesiske Xpeng skal spille en større rolle.

Der bliver ikke skruet ned for ambitionerne i det milliarddyre softwaresamarbejde mellem amerikanske Rivian og VW.

Det fastslår Rivians softwarechef Wassym Bensaid i et opslag på X. Han er samtidig chef for de to bilproducenters fælles softwareselskab, Rivian and Volkswagen Group Technologies.

”Samarbejdet med Volkswagen går utrolig godt, og det fælles selskabs køreplan er uændret,” skriver han i opslaget.

Bensaid reagerer på oplysninger fra tyske Manager Magazin om, at VW overvejer at bruge mere teknologi udviklet sammen med kinesiske Xpeng. Også i kommende elbiler til det europæiske marked. Det vil i givet fald give Rivians teknologi en mindre rolle end hidtil planlagt.

Som Hvilkenbil tidligere har beskrevet, handler overvejelserne især om at spare penge og udviklingstid.

Kinesisk software kan spare milliarder

Ifølge Manager Magazin ønsker VW-mærkets chef Thomas Schäfer at bruge den kinesisk udviklede elektronik og software i omkring tre fjerdedele af næste generation af modeller fra VW, Skoda og Cupra.

Det er ikke småpenge, vi taler om: Den mulige besparelse lyder på op til 37 milliarder kroner. Blandt de berørte modeller nævnes kommende elektriske udgaver af Golf og Passat samt næste generation af Skoda Enyaq.


Hidtil har arbejdsdelingen været, at teknologien udviklet med Xpeng primært skulle bruges i Kina, mens samarbejdet med Rivian skulle levere software og elektronik til VW-koncernens kommende biler i Europa og USA.

Bensaid betegner oplysningerne som rygter og spekulationer og fastholder, at planerne er uændrede. Rivian-chefen går dog ikke konkret ind i Manager Magazins beregninger af besparelserne eller oplysningerne om interne drøftelser hos VW.

VW er presset til at spare

Diskussionen kommer på et tidspunkt, hvor Volkswagen har hårdt brug for at sænke omkostningerne.

Koncernen kæmper med faldende indtjening og store udfordringer på to af sine vigtigste markeder. I Kina presser lokale producenter de europæiske mærker, mens amerikansk told belaster økonomien i USA. Ifølge VW har fremgang i Europa og Sydamerika ikke kunnet opveje de markante fald i salget i Kina og Nordamerika.

Volkswagen har samtidig sænket forventningen til årets overskudsgrad til højst én procent. Det skyldes blandt andet et vanskeligere kinesisk marked, nedskrivninger og yderligere udgifter til en historisk stor spareplan, der inkluderer fyring af 100.000 medarbejdere.

Derfor er selv koncernens store satsninger på teknologi under pres for at levere billigere løsninger.

To dyre veje ud af softwareproblemer

VW har gennem flere år haft store problemer med at udvikle sin egen software i datterselskabet Cariad. Udfordringerne har medført kostbare forsinkelser af nye bilmodeller og fået koncernen til at søge hjælp udefra.

Den elektriske mikrobil ID.Every1 - også omtalt som ID.Up - bliver klar til 2027 med Rivian-software, lover Rivians softwarechef.

I 2023 investerede Volkswagen over fem milliarder kroner i Xpeng og købte knap fem procent af det kinesiske bilmærke. Aftalen omfattede fælles udvikling af elbiler og teknologi til Kina.

Året efter fulgte det store samarbejde med Rivian. Her er den samlede investeringsramme på op til 43 milliarder kroner i Rivian og det fælles selskab.

For bilkøberne handler samarbejdet blandt andet om biler, der lettere kan opdateres og få nye funktioner efter købet. VW fremhæver netop løbende opdateringer som en af fordelene ved den nye software i mærkets kommende mindste elbil.

Elektrisk Up holder tidsplanen

Og netop den lille VW holder ifølge Bensaid tidsplanen.

Modellen omtales som ID.1 og ID.Up og blev vist som konceptbilen ID. EVERY1. Volkswagen har annonceret lancering i 2027 og en europæisk startpris omkring 20.000 euro - ca. 150.000 kroner.

Bensaid bruger betegnelsen ID1 i sit opslag på X og fastholder, at bilen kommer næste år trods en meget ambitiøs tidsplan. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here