Elbiler giver kriseramte Stellantis medvind

Stellantis øgede salget af elbiler i Europa med 65 procent i tredje kvartal. Men koncernen taber fortsat terræn på det europæiske bilmarked.

Elbiler er et lyspunkt for Stellantis, der blandt andet står bag Peugeot, Citroën, Opel og Fiat.

I tredje kvartal af 2026 steg koncernens salg af elektriske personbiler med 65 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Medregnes kinesiske Leapmotor, var fremgangen 93 procent.

Tallene dækker EU30-regionen med EU-landene, Storbritannien, Norge og Schweiz.

Kinesisk partner trækker op

Stellantis ejer 51 procent af Leapmotor International, som står for salg og produktion af Leapmotor-biler uden for Kina. Resten ejes af Leapmotor selv. Det er altså kun det fælles selskab, Stellantis kontrollerer.

Samarbejdet med fremadstormende Leapmotor skal også styrke Stellantis’ egen konkurrenceevne. Blandt andet vil Stellantis og Leapmotor lave fælles indkøb og udvikling, og Stellantis vil også basere nye Opel-modeller på kinesiske Leapmotor-teknologi.

På den måde kan Stellantis skyde genvej til nye og billige bilmodeller, der kan øge salget særligt i Europa.

Flere biler, mindre markedsandel

Tydelig fremgang i salget af elbiler er dog ikke nok til at holde trit med det samlede marked for den fransk-italiensk-amerikanske Stellantis-koncern.

Stellantis’ samlede salg i EU30 steg blot én procent. Det er mindre end totalmarkedet, og derfor faldt markedsandelen fra 15,4 til 14,8 procent. Regner man Leapmotor med, steg salget dog mere opmuntrende seks procent, men markedsandelen gled alligevel ned fra 15,7 til 15,6 procent.

Pengekassen fik heller ikke gavn af det øgede elbil-salg. Faktisk gik Europa fra et justeret driftsoverskud på 157 millioner euro til et underskud på 311 millioner euro i tredje kvartal. Lavere salgspriser og en mindre indbringende blanding af solgte modeller trak Stellantis-regnskabet ned.

Filosa skal vende udviklingen

Kvartalet understreger størrelsen af den opgave, som den nye Stellantis-boss Antonio Filosa overtog sammen med chefstolen i juni 2025.

Bestyrelsesformand John Elkann (tv) med sin nye chef for Stellantis, Antonio Filosa. Han kæmper stadig med at vende udviklingen for kriseramte Stellantis, viser kvartalsregnskabet.

Filosa gav fra begyndelsen de regionale ledelser større indflydelse på produkterne, så de bedre kan ramme kundernes behov.

I maj i år præsenterede Filosa så genopretningsplanen FaSTLAne 2030 med investeringer på 450 milliarder kroner over de kommende fem år.

Planen skal blandt andet mindske dobbeltarbejde mellem mærkerne, forbedre produktionen og sætte fart på nye modeller. Frem mod 2030 varsler Stellantis mere end 60 lanceringer og 50 større modelopdateringer. Udspillet omfatter både elbiler, ladehybrider og biler med forbrændingsmotor. Sidstnævnte er afgørende på det amerikanske marked, hvor Stellantis sælger mærker Jeep, Chrysler, RAM og Dodge.

Målet er at spare 45 milliarder kroner allerede i 2028 og opnå en justeret indtjening på driften på syv procent i 2030. Det vil sige syv euro i driftsoverskud for hver 100 euro i omsætning.

Stadig røde tal

Der er bare fortsat langt til målet. Koncernens justerede driftsmargin var blot 0,7 procent i tredje kvartal. Stellantis er altså nede at tjene 70 øre for hver 100 kroner koncernen omsætter. Og det er kun på driften før skat.

Men der også lyspunkter i kvartalsregnskabet. Globalt steg omsætningen én procent til 37,6 milliarder euro. Nettounderskuddet blev kraftigt reduceret fra 4,5 milliarder til 453 millioner euro.

Stellantis er dermed stadig i underskud, men indtjeningen blev forbedret på koncern-niveau. Tilbagegangen ramte Europa, hvor elbilernes salgssucces endnu ikke har givet sorte tal. Men på de store linjer ser det ud til, at kaptajn Filosa er ved at vende den enorme supertanker, som Stellantis-koncernen med hele 14 bilmærker er.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here