Opel vil udvikle en mellemstor SUV sammen med Leapmotor - tyskerne står for design og køreegenskaber, mens kineserne leverer alt det elektriske.
Rygterne var rigtige: Nu bekræfter Opel, at man undersøger muligheden for lynhurtigt at udvikle en ny elbil i samarbejde med kinesiske Leapmotor.
Samarbejdet ligger lige for. Opel er en del af Stellantis-koncernen, der også ejer 51 procent af et internationalt joint venture med Leapmotor. Den kinesiske upstart har på rekordtid etableret sig på det kinesiske bilmarked med flere billige bilmodeller.
Udvikles på under to år
Leapmotor har vist sig at være dygtige til at udvikle nye biler på meget kort tid, der samtidig er billige. Begge dele vil Opel udnytte. Målet er at udvikle en ny, elektrisk Opel på under to år, der skal kile sig ind mellem Opel Frontera og Grandland.
Bilen forventes at blive en 4,5 meter lang SUV. Meget tyder på, at den nye Opel kan genbruge en del af teknikken fra Leapmotor B10, der er blandt de billigste elbiler i Danmark i forhold til størrelse og udstyr.

Ud over lav pris imponerer Leapmotor B10 især med sin batteriteknologi. Trods konventionel 400 volt-teknologi lader den relativt hurtigt og tilbyder over 430 kilometers rækkevidde fra et LFP-batteri på moderate 67 kWh.
Bedste fra to verdener
Opel understreger dog, at der på ingen måde bliver tale om bare at sætte et Opel-logo på en Leapmotor. De to virksomheder vil udvikle en ny bil fra bunden ved hjælp af hinandens kernekompetencer. Samarbejdet skal give det bedste fra to verdener: Kinesisk udviklingshastighed og europæisk ingeniørarbejde.
“Vi vil bruge de hurtigste udviklingsprocesser, der er udviklet af Leapmotor og er kinesiske, så vi kan blive mere digitale - og vi har en meget klar arbejdsfordeling: Opel-ingeniører vil stå for alt, der har med chassis, styresystemer, støjisolering, sæder og lys at gøre - alt det, som du kender fra Opel-mærket,” siger Opels chef Florian Huettl om samarbejdet.
Skal udfordre Skoda
Omvendt vil Leapmotor levere bilens platform - og dermed afgørende dele som batteri, elmotor og muligvis også software. Leapmotor fremstiller 65 procent af alle komponenter selv, hvilket er med til at holde omkostningerne nede.
Med en længde på 4,5 meter nævner Opel selv en populær elbil som Skoda Elroq som en oplagt konkurrent til den kommende tysk-kinesiske Opel.
Fysiske knapper
Mens Leapmotor B10 har en meget Tesla-inspireret førerplads, hvor alt styres via en central skærm og et par rulleknapper i rattet, lover Huettl, at Opels kommende elbil vil gå en anden vej og få “masser af knapper” i kabinen.
Hvis - eller rettere når - samarbejdet mellem Opel og Leapmotor resulterer i en ny bil, skal den formentlig fremstilles i Europa på Opels spanske fabrik i Zaragoza.






