Efter syv års ventetid: Tesla aflyser Cybertruck

Foto: Tesla, Inc. Grafik: Hvilkenbil

Tesla aflyser Cybertruck i Australien og New Zealand. Aflysningen føjer endnu et kapitel til historien om det, nogle kalder bilhistoriens største flop.

Næsten syv års ventetid ender med en mail og et tilbud om at få depositummet tilbage.

Tesla har opgivet at lancere Cybertruck i Australien og New Zealand. Det har bilmærket meddelt kunder, hvoraf de første reserverede den elektriske pick-up allerede efter præsentationen i november 2019 for syv år siden.

»Efter grundige overvejelser er planerne om at producere Cybertruck til Australien og New Zealand blevet indstillet,« skriver Tesla i mailen, som flere bilmedier har gengivet. 

Dermed bliver reservationerne annulleret. I Australien betalte kunderne oprindeligt 150 australske dollar for at komme på ventelisten.

Pengene bliver tilbagebetalt, men kunderne skal først bekræfte oplysningerne til tilbagebetalingen i en særskilt mail fra Tesla. 

Erstatning kræver køb af ny Tesla

Som plaster på såret tilbyder Tesla de berørte kunder et års abonnement på førerassistentsystemet FSD (Supervised), hvis de bestiller en ny Model 3 eller Model Y.

Kunderne skal altså købe en anden Tesla for at få glæde af tilbuddet.

Cybertruck fremstilles kun med rattet i venstre side. En lancering i Australien og New Zealand ville derfor kræve en højrestyret udgave og tilpasning til lokale krav.

Tesla stoppede allerede i 2022 med at tage imod nye australske reservationer. Alligevel holdt mærket interessen i live med en udstillingsturné med Cybertruck i 2024. Nu er håbet om en officiel lancering endelig slukket.

Salg langt fra ambitionerne

Aflysningen understreger, hvor langt Cybertruck er fra at blive den storsællert, Elon Musk stillede i udsigt.

Ifølge estimater fra Kelley Blue Book og Cox Automotive blev der solgt 4.323 Cybertruck i USA i tredje kvartal. Det er knap 20 procent færre end i samme kvartal sidste år.

I årets første ni måneder er det amerikanske salg opgjort til 11.586 biler, en tilbagegang på cirka 28 procent. Tallene er estimater, fordi Tesla ikke offentliggør særskilte salgstal for Cybertruck.

Tredje kvartal var ganske vist bedre end andet kvartal, hvor salget blev anslået til 3.744 biler. Men selv med fremgangen er afstanden til Musks ambition om 250.000 Cybertruck om året nærmest absurd.

Sammenlignes med Ford Edsel

Hvilkenbil beskrev i september, hvordan erhvervsmediet Bloomberg sammenlignede Cybertruck med Ford Edsel – en bil, hvis navn nærmest er blevet synonym med en kommerciel fiasko.

Bloomberg rejste ligefrem spørgsmålet, om Cybertruck burde overtage Edsels plads som bilhistoriens største flop? 

Det er mediers vurderinger og ikke en officiel rangliste. Men sammenligningen bygger på den enorme afstand mellem forventninger og det faktiske salg, der i dag præger Cybertruck.

Kommer heller ikke til Europa

For danske bilkøbere er Cybertruck også fortsat uden for rækkevidde gennem Teslas almindelige salg.

Modellen har ingen EU-typegodkendelse. Blandt problemerne er det stive karrosseri i rustfrit stål og de skarpe kanter, som giver udfordringer i forhold til beskyttelsen af fodgængere og andre bløde trafikanter.

Tesla har ikke annonceret en europæisk version, der løser problemerne. Selv om Cybertruck også har været på charmeoffensiv i Danmark og resten af Europa, tyder intet på, at Tesla arbejder på en EU-godkendelse. Selv hjemme i USA sælger Cybertruck så dårligt, at Tesla formentlig har konkluderet, at det ikke er umagen og omkostningerne værd.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here