Derfor skal du undgå at lade elbilen i aften

Foto: Norlys

Elprisen rammer seks kroner pr. kWh mandag aften - og det er før tillæg. Mere vind gør det billigere at lade elbilen fra onsdag.

Ladekablet kan med fordel blive hængende på væggen, når danske elbilister kommer hjem i eftermiddag. I hvert fald hvis der er strøm nok på elbilen til de næste dages køreture.

Senere i dag når den elprisen op på 6 kroner pr. kWh i hele Danmark. Elprisen topper mellem klokken 17 og 18.

Oveni kommer betaling for transport af strømmen til Energinet og det lokale netselskab samt eventuelle tillæg til elselskabet. For elbilister med en elaftale, der følger markedsprisen, bliver det altså en særligt dyr aften at sætte bilen til opladning.

Lader man for eksempel 50 kWh på batteriet, vil det koste 300 kroner. Hertil kommer nettariffer og øvrige tillæg.

Dyreste uge i fire år

Ifølge energiselskabet OK kommer pristoppen efter den dyreste uge i knap fire år. Selv på mandagens billigste tidspunkt er den rå elpris 2,09 kroner pr. kWh. Tirsdag forventes også høje elpriser.

Forklaringen er blandt andet det, der med et tysk udtryk kaldes dunkelflaute: En periode med meget lidt vind og sol over et større område.

Når både danske vindmøller og solceller og anlæggene i nabolandene leverer mindre strøm, bliver der større behov for blandt andet gaskraftværker. Men krigen mellem Iran og USA har ikke bare skabt en oliekrise, men også gjort gas dyrere, og det trækker elprisen med op.

Vinden vender priserne

Midt på ugerne falder elprisen igen.

Fra onsdag ventes et lavtryk imidlertid at nærme sig Danmark og sætte mere gang i vindmøllerne.

”Først skal vi lige igennem mandag og tirsdag, men derefter ser det mere positivt ud. Vi får mere vind ind over Danmark, og det er godt nyt for elpriserne. Det betyder ikke, at strømmen pludselig bliver billig, men vi forventer lavere priser end dem, vi har set den seneste uges tid,” siger Troels Skipper, kommerciel chef hos OK.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here