BILTEST: De højbenede minibiler er rasende populære, og Kia EV2 har rigeligt med kvaliteter til at blive en rigtig dansker-darling.
Hvilken bil?
Kia EV2 med det karakteristiske Kia-design er et spændende og konkurrencedygtigt indslag i den voksende klasse af højbenede mini-elbiler. Hvor blandt andre Renault 4, BYD Atto 2, Peugeot E-2008 og Skoda Epiq huserer; snart får de også selskab af VW ID Cross.
Vi har testet den godt fire meter lange sydkoreaner i to varianter – topmodellen Black-Line til 250.000 kroner med 61 kWh-batteri og en rækkevidde på 420 kilometer, og Prestige med 42 kWh-batteri og 315 kilometers rækkevidde til 200.000 kr. Den billigste EV2, Access, der kun fås med fire sæder og lille batteri, koster 185.000 kr.
Bilen står på Kia/Hyundais 400 volts-platform – udgaven med lille batteri lader med 101 kW; med 61 kWh-batteri er ladeeffekten 121 kW.
Mængden af udstyr er meget rimelig, betjeningen er i det store og hele let og pladsudnyttelsen fornem. Bortset fra Access har alle øvrige som standard bagsæde til tre. Ønsker man et bagsæde med plads til to, der kan forskydes i længden, er merprisen 5.000 kr. Springet fra lille til stort batteri er 15.000 kr.
Selv i billigste Access er sikkerheds- og komfortudstyret omfattende, og vælger man næste trin, Prestige, er klimaanlægget 2- i stedet for 1-zonet, man får også varme i forsæder og rat, varmepumpe og regnsensor. I Upgrade til 215.000 kr. med lille batteri, 230.000 kr. med stort, er udstyret tæt på komplet med en pakke, der inkluderer avanceret motorvejsassistent og navigation samt et frunk, trådløs telefonopladning og elektrisk justering af førersædet inkl. lændestøtte. I GT-Line og Black-Line, der begge koster 250.000 kr. og kun fås med stort batteri, ses merværdien mest i form af særligt designudstyr, et Harman Kardon-lydanlæg og 19 tommer fælge.
Vidste du at?
Kia blev stiftet i 1944 som Kyungsung Precision Industry. KPI producerede Sydkoreas første cykel, og frem til en økonomisk krise i slutningen af 1990’erne, der kostede det, der var blevet til Kia Motors Corporation livet, blev der produceret japanske motorcykler, biler og lastbiler på licens.
Hyundai hjalp Kia gennem krisen, og de to mærker hænger i dag tæt sammen. Udvikler og deler teknik. Begge mærker har siden årtusindskiftet “lavet en Toyota” – altså gået fra at være nærmest eksotiske og tæt på ubetydelige i Europa til i dag at være succesrige mærker, man skal tage alvorligt.
I øvrigt vides det ikke, om der en dag kommer en Kia EV1. Ihærdige journalister har spurgt, men indtil videre er svaret høflig tavshed.
Hvordan er førerpladsen?
Placeret i sædet bag rattet har man fornemmelsen af en større bil. Der er virkelig god plads, og i velkendt og velfungerende Kia-stil er instrumenterne løftet direkte over fra blandt andre storebror EV3.
Den brede skærm hænger sammen, men er delt i tre. Foran føreren speedometer og anden køredata, del to til klimaanlæg og del tre til generelle indstillinger, telefon, navigation og lydanlæg.
Klima-delen kan være svær at se, da rattet forhindrer et direkte kig, men heldigvis er der analoge kontakter til regulering af temperatur og blæserhastighed. Elbagruden skal dog aktiveres på skærmen. Fysiske knapper til sæde- og ratvarme sidder på dørsiden, og der sidder de godt. Når man oplever EV2-betjeningen og tænker på de første af Volkswagens ID-modeller, forstår man godt, hvorfor VW med bl.a. ID Polo og ID Cross har luget ud i skærmbetjeningen og genindført flere fysiske knapper.
Med en genvejstast på rattet kommer man hurtigt frem til indstillingerne, og der kan man let slå den lovpligtige og irriterende hastighedsalarm fra. En del af menuerne kan dog føles lettere omstændelige at nå frem til, og på vanlig asiatisk vis er EV2’eren relativt emsig med diverse ding- og dong-lyde for dette og hint.
Den ganske langsommelige opstart af infotainmentskærmen er et dagligt irritationsmoment – op til 20 sekunder, før man overhovedet kunne trykke på skærmen, var ikke usædvanligt.
En anden, uhensigtsmæssig detalje: Hvis man åbner sin fordør helt op, sidder grebet, man tager fat i for at lukke, langt tilbage på døren og dermed længst muligt væk. Det kan være svært at nå helt derud.
Hvordan opleves kabinen?
Som nævnt føler man sig i forsæderne hensat til en større bil, og det gør sig også gældende i bagsædet. I hvert fald i konfigurationen med to bagsæder. De er brede, man har masser af luft over hovedet, og de to sæder kan tilmed forskydes i længden. Det kan give lidt mere plads i bagagerummet, som er stedet, hvor det endelig står klart, at der er tale om en firemeter-bil. Det er kort, men har dog en bund, der kan sænkes. Volumen er opgivet til 362 liter, og det gør konkurrenter som Skoda Epiq og VW ID Cross noget bedre med 475 liter.
Med bagsæde til tre føler man sig lidt mere indskrænket, da selespænderne til yderpladserne gør, at de reelt er smallere. Midterpladsen er ikke voksen-egnet. På forsædernes ryglæn er monteret USB-C-udtag til glæde for bagsæde-folket.
Under fronthjelmen har Kia i udstyrsvarianterne Upgrade, GT-Line og Black-Line fundet plads til et rum på 15 beskedne liter, der rækker til ladekablerne. Af en eller anden grund har hverken Access eller Prestige et frunk.
EV2’eren – bortset fra billigste Access – må hægte 750 kilo på anhængertrækket, der koster 10.000 kr.
Er sikkerheden i orden?
Kia EV2 blev testet af Euro NCAP tidligere i år efter de seneste og skrappeste krav, og den bestod testen med topkarakter, som man kan fordybe sig i ved at klikke på Euro NCAP-linket her.
Lidt malurt er der dog i bægeret, da belastningen af forsædepassagerens brystkasse er rigeligt stor ved frontalkollision. Men ellers scorer den generelt flot. EV2 er, som Euro NCAP skriver, udstyret med “alle de nyeste teknologier til at undgå ulykker, og scorer godt med de fleste af dem”.
Sikkerhedsorganisationen tager i de nuværende test også fat i uhensigtsmæssig skærmbetjening og vurderer, at “EV2 gør god brug af manuelle knapper og kontakter – både til komfort- og infotainmentfunktioner samt til betjening af kørslen – og opnår topkarakter i denne del af vurderingen”.
Som fører af bilen passer det meget godt til det, man oplever. Den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten fungerer fint, og jeg oplevede kun ganske få tilfælde af tøven, når en vejbane blev til to.
Til de tre bedst-udstyrede – Upgrade, GT-Line og Black-Line – kan købes en parkeringspakke for 9.000 kr., og så får man bl.a. det geniale blindvinkel-kamera med. Når blinklyset aktiveres, kigger et kamera monteret under sidespejlet bagud, og billedet vises i førerdisplayet. Det fritager ganske vist ikke føreren for at kigge over skulderen, men smart – dét er det.
Hvordan kører den?
I EV2 handler det ikke om dynamik og feedback til den engagerede fører. Den handler om komfortabel transport, og det leverer den. I byen er den i den grad på hjemmebane, men det er intet problem at køre på længere ture inklusive motorvejskørsel.
Styretøjet savner ikke præcision, men omkring midterstillingen føles det lidt “dødt”. Ellers gør EV2’eren sit arbejde ganske raffineret og komfortabelt. Huller i asfalten opsuges effektivt, men med topmodellernes 19 tommer-fælge er komforten knap så udtalt, og ikke mindst støjen tiltager. Prestige kører på 16 tommer, og den størrelse gør noget godt for rullestøjen. Og for appetitten på strøm.
Hvordan er motor og opladning?
Med lille batteri yder elmotoren 108 kW (147 hestekræfter); med stort batteri 99 kW (135 hk). Forskellen i vægt fra lille til stort batteri er stort set ikke-eksisterende, og begge er tilstrækkeligt kvikke til at komme op i fart og overstå en overhaling i en ruf. Med lille batteri kortes cirka et sekund af 0-100 km/t-accelerationen.
Som i de øvrige EV-modeller er der fire niveauer af regeneration, der kan justeres via kontakter bag på rattet. Hvis man “dyrker” regeneration, vil man opleve, at det fungerer fortrinligt og medvirker til både effektiv og glidende kørsel under alle forhold.
Den maksimale WLTP-rækkevidde med stort batteri er 444 km – i Black Line 420. WLTP-forbruget er opgivet til 6,2 km/kWh; i den virkelige efterårsverden med varieret kørsel nåede jeg et snit på 5,3 km/kWh.
I Prestige Standard Range, der er opgivet til 6,6 km/kWh, opnåede vi fornemme 6,8 km/kWh. Vores oplevede relativt store forskel i Prestige- og Black-Line-modellernes virkelige forbrug kan formentlig primært tilskrives hjulstørrelsen – Prestige kører på 16 tommer-hjul.
Ladeeffekten er 121 kW i Long Range – 101 kW i Standard Range – og det er godkendt. Batteriet kan forvarmes manuelt eller ved at indstille navigationen, så man er optimalt forberedt, når man er fremme ved lynladeren. AC-ladning foregår med 11 kW. 22 kW inklusive V2X, så man kan sætte strøm til sin medbragte elkedel og i princippet køre strøm tilbage til sin husstand, kan tilkøbes i en pakke til 12.500 kr. Dog ikke til Prestige-varianten.
Passer prisen?
Mest for pengene får man efter Hvilkenbils vurdering ved at vælge enten Upgrade Long Range til 230.000 kr. eller Prestige Long Range til 215.000 kr. I Upgrade får man dog rummet under fronthjelmen til ladekablerne, den udvidede sikkerhedspakke og navigation med i købet; frunk kan man ikke få til Prestige, og det øvrige udstyr skal man til Prestige betale 7.500 kr. for.
Reelt er at Upgrade Long Range dermed kun 7.500 kr. dyrere, men man får så også lidt luksus som trådløs opladning af mobiltelefonen, elektrisk justering af førersædet, luftdyser ved bagsædet, lidt design-krom og 18 tommer-fælge. Vi har ikke prøvet Upgrade med 18 tommer-hjul, så vi ved reelt ikke, hvor meget kortere den kører på en opladning end Prestige på 16 tommer-hjul. Vores oplevelse er klart, at Prestige er særdeles energieffektiv.
Kia yder syv års garanti på bilen (maksimum 150.000 km). Som de fleste andre bilmærker gives otte års garanti på højvoltsbatteriet (maksimum 160.000 km).
Er der alternativer?
Alternativer er der flere af, og flere er på vej. I en dansk kontekst er Skoda Epiq og den kommende VW ID Cross de tætteste konkurrenter. Så lad os løbe en håndfuld af de vigtigste konkurrenter igennem ved at tage udgangspunkt i EV2 Long Range Upgrade til 230.000 kr.
Skoda Epiq 55 Selection Intro Edition er umiddelbart den mest oplagte Epiq-konkurrent. Inklusive varmepumpe er prisen er 253.000 kr. VW ID Cross Life koster med varmepumpe og navigation 264.000 kr. Begge har dog noget kraftigere elmotor (211 hk), større bagagerum, og så må de trække 1.200 kilo på krogen.
Den franske charmør, Renault 4 52 Iconic koster inklusive en sikkerhedspakke, der bringer den på højde, 251.000 kr. Kinesiske BYD Atto 2 Comfort står i 245.000 kr. Stellantis-produkterne Citroën ë-C3 Aircross, Jeep Avenger og Peugeot E-2008 byder også ind her. ë-C3 Aircross Plus og E-2008 GT koster 235.000 kr., og Avenger fås for 230.000 kr.
De indiske-byggede japanske tvillinger og langsomladere, Suzuki e-Vitara og Toyota Urban Cruiser, koster henholdsvis 247.000 og 250.000 kr.
En klar outsider, men en kompetent og godt nok lidt dyrere en af slagsen, kommer fra kinesisk-ejede Volvo. EX30 Long Range med lidt længere rækkevidde end de førnævnte kan fås for 269.000 kr.
Hvor leder det os hen? At Kia EV2 faktisk er ret godt prissat og også takket være en stærk garanti et rigtigt godt køb i klassen. Måske det bedste.
Konklusion
For: Pris, plads, mange fysiske knapper, udstyr, sikkerhed.
Imod: Lille bagagerum, skærm starter langsomt.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Kia EV2 Long Range Black-Line
Vejl. pris: 249.999 kr.
Anslået kontantrabat * 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 920 kr.
Garanti (bil/rust): 7 år/150.000 km – 12 år/ubegrænset kilometer
Garanti (batteri): 8 år/160.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2026)
Antal airbags: 7 (inkl. midterairbag)
Længde/bredde/højde: 406/180/159 cm
Akselafstand: 257 cm
Bagagerum + frunk: 362/1.160 liter + 15 liter
Vægt: 1.655 kg
Anhængervægt: 750 kg
Batterikapacitet (brutto): 61 kWh
Rækkevidde (WLTP): 420 km
Forbrug (WLTP): 6,2 km/kWh (16,1 kWh/100 km)
Forbrug i test: 5,3 km/kWh (18,9 kWh/100 km)
Ladeevne: 121 kW DC/11 kW AC
Opladningstid: Ca. 30 minutter (10-80 pct. ved lynlader), ca. 5 timer og 45 minutter (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 99 kW (135 hk), 250 Nm, forhjulstræk
0-100 km/t: 9,7 sek
Topfart: 161 km/t
Særligt standardudstyr
Aut. nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot m. udvidet vognbaneassistent, aktiv blindvinkelassistent, assistent for bagvedkrydsende trafik, registrering af venstresving for modkørende, intelligent skiltegenkendelse m. hastighedsassistent, fuld LED-lygter m. aut. op- og nedblændning, p-sensor for og bag, bakkamera, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, eljusterbart førersæde m. varme og lændestøtte, højdejusterbart passagersæde m. varme, varme i rattet, eljusterbare sidespejle m. varme og foldefunktion, 2-zonet klimaanlæg, fjernstyret opvarmning af kabine, 4 x elruder, nøglefri adgang og start, 12,3 tommer førerdisplay, 12,3 tommer infotainmentskærm, 5,1 tommer skærm til klimaanlæg, navigation, bluetooth, trådløs opkobling og opladning af smartphone, FM- og DAB-radio, varmepumpe, mørktonede ruder bag, batteriforvarmer, 19 tommer alufælge.
Ekstraudstyr
Metallak: 5.999-11.999 kr.
Anhængertræk: 9.995 kr.
Parkeringspakke (inkl. p-sensorer langs bilens sider, blindvinkel-kamera, 360 graders kamera, fjernbetjent parkeringsassistent + kollisionsassistent bag): 8.999 kr.
4-sæders konfiguration: 4.999 kr.
22 kW on board-charger inkl. V2X: 12.499 kr.
Komfortpakke (el-justerbart førersæde m. memory, digital nøgle, 100 watt USB-ladeporte): 9.999 kr.






