Krisetegn: Polestar udskyder igen regnskabet

Polestar aflyser offentliggørelse af kvartals-regnskabet uden at sætte en ny dato eller forklare årsagen. Det er ikke første gang for det pressede elbilmærke.

Hvordan går det egentlig med økonomien hos Polestar?

Svaret lader vente på sig. Det kinesiske elbilmærke skulle have offentliggjort resultaterne for tredje kvartal og årets første ni måneder i morgen, torsdag den 5. november. Men nu er regnskabet udskudt på ubestemt tid.

I en kortfattet selskabsmeddelelse skriver Polestar, at der er brug for mere tid til at færdiggøre regnskabet. En ny dato vil blive meddelt senere. Hvad der konkret forsinker arbejdet, oplyser Polestar ikke.

For et bilmærke, der i forvejen kæmper med store underskud og investorernes tillid, er det en dårlig nyhed. Men det er langt fra første gang, at Polestar har problemer med at få styr på regnskabstallene.

Fejl i flere regnskaber

I 2024 måtte Polestar gentagne gange udskyde regnskabet for 2023. Dengang var forklaringen blandt andet fejl i regnskaberne for 2021 og 2022, som skulle rettes. 

Først i juni 2024 offentliggjorde Polestar foreløbige tal for 2023. Forsinkelsen trak også regnskabet for første kvartal 2024 med sig. 

Senere samme år gentog problemerne sig. Som Hvilkenbil beskrev i artiklen ”Kursfald: Polestar igen i vanskeligheder”, blev regnskabet for tredje kvartal 2024 udskudt til den 16. januar 2025.

Dengang vurderede brancheanalytiker René Tønder over for Hvilkenbil, at forsinkelsen svækkede den tillid, som Polestar forsøgte at genopbygge efter et skifte i ledelsen. 

Store underskud fortsætter

Udskydelsen af regnskabet handler med stor sandsynlighed Polestars pressede økonomi.

I første halvår 2026 tabte Polestar over 5,6 milliarder kroner efter skat. Omsætningen faldt 4,4 procent til godt ni milliarder kroner, selv om bilsalget stort set var uændret.

Samtidig var bruttoavancen negativ med 8,4 procent. Indtægterne dækkede dermed ikke engang de omkostninger, der indgår i selve salget af bilerne – før blandt andet administration og udvikling.

Driften trak 5,7 milliarder kroner ud af kassen i årets første seks måneder. Ved halvårets udgang havde Polestar 5,9 milliarder kroner i kontanter, efter at selskabet i perioden havde fået tilført betydelig finansiering.

Hvilkenbil beskrev senest situationen i september i artiklen ”Polestar regnskab skuffer – aktien falder 27 procent”.

Her vurderede René Tønder, at Polestar havde fået mere økonomisk spillerum, men fortsat manglede at vise, hvordan selskabet skulle blive en overskudsforretning. 

Presset ud af USA

Hertil kommer problemerne i USA: Amerikanske regler om kinesisk teknologi i opkoblede biler har afskåret Polestar fra at sælge nye biler fra modelår 2027. Selskabet er derfor i gang med et regulært ophørsudsalg i USA af de tilbageværende biler fra modelår 2026. Fra årsskiftet er Polestar ude af USA.

I tredje kvartal solgte Polestar globalt 14.371 biler, blot én procent flere end året før. Det oplyste selskabet i oktober.

Den beskedne stigning kommer kun i hus på grund af ophørsudsalget i USA, hvor lagermodeller sælges med enorme rabatter. 

Reelt er Polestar i dyb krise, hvilket kan ses på aktiekursen. Polestar har aldrig tjent penge og Polestar-aktien har i dag tabt over 95 procent af sin værdi siden introduktionen i 2022.

Situationen bliver ikke bedre af, at Volvo ejer 20 procent af aktierne - og selv er er i dyb krise, efter at Volvos regnskab for tredje kvartal sendte Volvo-aktien ud i sit største fald nogensinde.

Både Polestar og Volvo er ejet af den kinesiske Geely-koncern, der fortsat pumper penge i begge mærker. 

Særligt for Polestar er det stadig mere påtrængende spørgsmål: Hvor længe? Det bliver vi måske klogere på, når Polestar på et tidspunkt offentliggør det nu udskudte kvartalsregnskab.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here