Undersøgelse: Derfor er kinesiske elbiler så billige

Billige batterier og hurtig udvikling giver kinesiske bilproducenter et kæmpe forspring. Og told alene gør ikke europæiske biler mere konkurrencedygtige.

Hvordan kan kinesiske bilmærker sælge billige elbiler i Europa, selv når EU lægger mere end 40 procent ekstra told på dem?

En ny analyse fra konsulentfirmaet AlixPartners giver en stor del af forklaringen: En kinesisk elbil koster ifølge firmaets beregninger omkring 133.000 kroner at fremstille mod 207.000 kroner for en tilsvarende europæisk bil.

Kinesiske bilproducenter har altså omkring en tredjedel lavere omkostninger end deres konkurrenter i Europa.

Det begynder med billige batterier

En af analysens vigtigste pointer er, at Europas problem rækker langt ud over lønnen til medarbejderne ved samlebåndet.

Batterier, forarbejdede råstoffer og energi er afgørende. For eksempel koster den strøm, som europæiske bilfabrikker kører på, omtrent dobbelt så meget som kinesisk el. 

Samtidig ligger store dele af forarbejdningen af de råstoffer, der indgår i elbilers kostbare batterier uden for Europa - typisk i Kina.

Derfor bliver et batteri ikke automatisk billigt, blot fordi batterifabrikken ligger i Europa. Fabrikken er stadig afhængig af dyre, importerede materialer.

Her ligger også en overraskelse: EU havde ifølge undersøgelsen allerede i 2025 tilstrækkelig kapacitet til at dække efterspørgslen på batterier til elbiler fremstillet i Europa. Udfordringer er i stedet at få fabrikkerne op i fart og deres priser på batterier ned.

Hurtigere fra idé til bil

Kineserne sparer også penge på at udvikle nye bilmodeller hurtigere end alle andre i verden.

Udviklingen går så stærkt, at 76-100 procent af salget fra kinesiske bilmærker kommer fra modeller lanceret inden for de seneste tre år. Hos de etablerede europæiske producenter er mindre end en tredjedel af modelprogrammet lige så nyt. Det er derfor, at bilindustrien taler om at udvikle nye bilmodeller med “China-speed”.

Det er dog ikke længere en nyhed. Allerede i 2024 beskrev AlixPartners, hvordan kinesiske elbilproducenter udviklede biler på omkring 20 måneder mod 40 måneder hos traditionelle bilproducenter. 

Told er ikke nok

EU’s ekstra straftold på kinesisk fremstillede elbiler skal modvirke den statsstøtte, som ifølge EU-Kommissionen giver kinesiske biler en unfair fordel.

Den ekstra told kommer oven i den almindelige importtold på 10 procent og varierer fra mærke til mærke. MG topper med en samlet told omkring 45 procent.

Men selv så relativt høje toldsatser gør det muligt for kinesiske bilmærker at sælge deres biler billigere end konkurrenterne i Europa. Og flere kinesiske mærker er godt i gang med at flytte produktionen til Europa, så de helt kan slippe for den ekstra straftold. Dermed er der udsigt til, at kinesiske biler bliver endnu billigere sammenlignet med de europæiske alternativer.

Europa skal gentænke alt

Rapporten giver også et bud på, hvordan Europas bilindustri skal overleve invasionen af billigere, kinesiske biler.

Ifølge AlixPartners skal europæiske bilmærker nærmest gentænke alt, hvad de har lært gennem årtiers bilproduktion: BMW, Mercedes, VW, Renault og Co. skal træffe hurtigere beslutninger, blive mere digitale, udvikle nye biler på kortere tid, sikre adgang til alle dele af batteriproduktion og ikke mindst lukke de fabrikker, der kun kører for halv kraft. Endelig skal de sørge for, at de europæiske politikere skal sørge for lavere energiomkostninger og stabile, langsigtede rammer for omstillingen til elbiler. Præcist som Kina efterhånden har gjort i årevis.

Europa kan sagtens bygge konkurrencedygtige biler, lyder vurderingen. Men det kræver en ny måde at tænke på og at der træffes både vanskelige og hurtige beslutninger - både på bilmærkernes chefgange og blandt de europæiske politikere.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here