Kinesiske Omoda kæmper med salget i Danmark. Det skal mærkets næste model, en skarpskåret og billig SUV, forsøge at lave om på.
Efter mere end et år på det danske marked er der stadig ikke rigtigt kommet gang i salget af Omoda-elbiler. Det kinesiske mærke, der er en del af Chery-koncernen, har i årets første syv måneder solgt 107 eksemplarer af mærkets hidtil eneste model herhjemme, Skoda Elroq-konkurrenten Omoda 5.
Det er et beskedent salg, der placerer Omoda som det 38. mest solgte bilmærke i Danmark. Ud af de i 18 kinesiske bilmærker, der aktuelt har en dansk importør, er Omoda placeret som nummer 10 med en markedsandel på 0,1 procent.
Nærmer sig 200.000 kroner
Så lille en markedsandel er hverken bæredygtig for importør eller forhandler, så noget skal ske for Omoda, hvis mærket skal overleve i Danmark.
Nu er der undsætning på vej fra Kina. Den lidt mindre Omoda 4 er på vej til Europa, hvor den 4,4 meter lange el-SUV placerer sig en halv klasse under Omoda 5. Da ‘storebror’ koster 235.000 kroner, tyder det på, at Omoda 4 vil nærme sig 200.000 kroner på danske plader.
På det altid prisfølsomme danske marked er det en interessant pris, der gør den halvstore Omoda 4 i stand til at konkurrere på prisen med mindre konkurrenter som Renault 4 og de kommende Skoda Epiq og VW ID Cross samt billige kinesiske konkurrenter som Leapmotor B10 og Skyworth.
Op til 450 kilometer rækkevidde
På andre markeder kommer Omoda 4 også som hybrid, men i Danmark ser vi kun en rent elektrisk udgave. Ifølge Hvilkenbils oplysninger får Omoda 4 et batteri på 61 kWh med en rækkevidde omkring 450 kilometer. En billigere udgave med et mindre batteri kan også være på vej.
Med Omoda 4 vil Chery forsøge at ramme et yngre publikum. Designet er nærmest radikalt med skarpe linjer som vi kender det fra Lamborghini, og markedsføringen har hidtil været rettet mod gamer-miljøet.
Til Danmark i efteråret
Den danske importør, Nic. Christiansen Gruppen, der også importerer Omodas søstermærke Jaecoo samt mærker som Hyundai og Ford, har endnu ikke afsløret hverken priser, specifikationer eller lanceringsdato. Vi forventer dog, at Omoda 5 kommer til Danmark i løbet af efteråret.






