Polestar’s bestseller er udsolgt - og der er langt til en afløser

Polestar 2 er udsolgt. Først i løbet af 2027 er en afløser klar for modellen, der er det kriseramte mærkes mest solgte model.

Midt i en alvorlig krise må Polestar melde udsolgt af sin mest solgte model nogensinde, Polestar 2.

Produktionen er stoppet. Ifølge Polestar i Danmark er der stadig biler på lager, men af mærkets egen hjemmeside fremgår det tværtimod, at der ikke længere er biler på lager. Hvilkenbil har spurgt Polestar Danmark om, hvor mange biler der er på lager, men har endnu ikke fået svar.

Dermed tyder alt på, at Polestar ikke længere kan tilbyde danske bilkøbere sin absolutte bestseller. Aktuelt sælger Polestar modellerne 3, 4, 4 SUV og 5, der alle er større og dyrere end Polestar 2. Priserne starter ved 430.000 kroner for Polestar 4, der har overtaget positionen som mærkets bedst sælgende model i Danmark. 

Har tabt 98 procent værdi

Polestar kunne ellers godt bruge et salgshit i modelprogrammet. I årets første ni måneder har Polestar solgt knapt 1.600 biler, hvilket gør mærket til det 23. mest solgte herhjemme med en markedsandel på 1,1 procent.

Polestar har tidligere været det mest solgte Kina-mærke i Danmark, godt hjulpet af netop Polestar 2, som der er solgt 12.000 af i Danmark. I dag er Polestar overhalet af både Xpeng, MG, Zeekr og BYD.

Globalt er Polestar endnu hårdere presset. Salget lever ikke op til forventningerne, Polestar har aldrig tjent penge, har måttet trække sig ud af Kina og må fra 2027 ikke sælge biler i USA, hvor myndighederne frygter, at den kinesiske teknologi i bilerne kan bruges i fjendtligt øjemed.

Siden børsnoteringen i 2022 har Polestar aktien tabt 98 procent af sin værdi. Udviklingen er så negativ, at eksperter ikke tror på, at selskabet kan overleve. 

Ny Polestar 2 i 2027

Polestar selv lover dog flere nye modeller. En afløser for Polestar 2 skal være klar i løbet af 2027, mens mærkets hidtil mindste og billigste model, den kompakte SUV Polestar 7, skal være klar i 2028.

Ifølge Polestar vil næste generation af Polestar 2 fortsætte den nuværende stil som en lav og køreglad elbil, der skal konkurrere med tyske premium-elbiler som BMW i3 Neue Klasse og den elektriske Mercedes C-klasse.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here