Selv en af Kinas store bilproducenter er presset på hjemmebanen. Geelys eksport boomer, mens salget i Kina falder. Det sender flere kinesiske biler til Europa.
Det er svært at tjene penge på at sælge biler, når konkurrenterne hele tiden sænker prisen og markedet er ved at være mættet.
Det gælder også i Kina for en gigant som Geely Auto. Selskabets nye kvartalsregnskab viser ganske vist stigende omsætning og overskud. Men bag fremgangen gemmer sig en stadig større afhængighed af eksport til lande uden for Kina.
I tredje kvartal solgte Geely Auto omkring 812.500 biler. Heraf blev godt 323.000 eksporteret, svarende til cirka 40 procent. Eksporten blev mere end fordoblet og holdt dermed det samlede salg i fremgang trods tilbagegang på det kinesiske hjemmemarked, skriver Dow Jones.
Tallene illustrerer et grundlæggende problem for Kinas bilindustri: Producenterne kan fremstille langt flere biler, end de kan sælge med en tilfredsstillende fortjeneste derhjemme. Derfor bliver eksporten stadig vigtigere.
Fremgang kommer udefra
Geely Auto omfatter mærkerne Geely, Zeekr og Lynk & Co. Regnskabet dækker altså ikke hele den større Geely Holding-koncern med blandt andre Volvo.
Ifølge selskabets egen regnskabsmeddelelse steg omsætningen i tredje kvartal med 10 procent til knap 99 mia. yuan. Det justerede nettooverskud voksede 32 procent til 5,21 mia. yuan.
I årets første ni måneder steg eksporten hele 169 procent til næsten 798.000 biler. Elbiler og ladehybrider udgjorde 61 procent af eksporten. Geely fremhæver selv den internationale ekspansion som en vigtig drivkraft bag fremgangen.
Kina har for mange bilproducenter
Problemet rækker langt ud over Geely.
Kinas bilproducenter kæmper om kunderne med prisnedsættelser, mere udstyr og stadig hyppigere modelnyheder. Det giver bilkøberne meget at vælge imellem, men presser producenternes indtjening i bund.
Ifølge konsulenthuset AlixPartners er det netop kombinationen af priskrig og langsommere vækst, der får kinesiske bilproducenter til at satse hårdt på eksport. Reelt flytter de bare en brutalt udskilningsløb, de ikke slipper for: Allerede i sin analyse fra 2025 vurderede konsulenthuset, at kun 15 af de 129 mærker, der solgte elbiler og pluginhybrider i Kina i 2024, ville have en økonomisk holdbar forretning i 2030.
Der er dermed udsigt til et langvarigt udskilningsløb. Svage producenter kan blive opkøbt, lagt sammen eller forsvinde, mens de stærkeste forsøger at vokse sig ud af problemerne.
Geelys regnskab peger på samme udfordring: Flere kinesiske bilproducenter skal på bilkirkegården for at give en holdbar forretning for dem, der overlever.
Europa skal levere kunderne
For mange kinesiske bilmærker er Europa et oplagt sted at søge nye kunder.
Eksporten øger presset på europæiske bilproducenter, der skal konkurrere med stadig flere statsstøttede kinesiske bilmærker, samtidig med at de selv bruger milliarder på omstillingen til elbiler.
Men Europa er heller ikke et marked med ubegrænset plads. Når flere kinesiske bilproducenter søger mod de samme kunder, tager de priskrigen og de små fortjenester med sig. Det rammer alle bilmærker - også de kinesiske: Eksport kan hjælpe på den korte bane. På langt sigt er der ikke plads til alle de nye Kina-mærker. Hverken i Europa eller hjemme i Kina.
Danmark viser allerede problemet
I Danmark begynder trængslen på bilmarkedet at være tydelig. Den begynder at ligne en trafikprop, hvor nogle mærker går i stå.
Som Hvilkenbil tidligere har beskrevet, er der nu over 20 kinesiske bilmærker på det lille, danske bilmarked. Men der er stor forskel på at lancere et mærke og at få danskerne til at købe bilerne.
En håndfuld Kina-mærker ser ud til at have fået fat. Flertallet sælger så få biler, at de ikke har en bæredygtig forretning.
Det er svært - og på langt sigt umuligt - at opretholde import, forhandlere, værksteder, reservedelslager og markedsføring med markedsandele under 0,5 procent som 16 ud af 22 kinesiske bilmærker i Danmark har i dag.
Geelys regnskab viser, hvorfor de kinesiske bilproducenter bliver ved med at prøve lykken i Europa. De kan ikke længere leve af deres kunder hjemme i Kina. Omvendt viser de beskedne salgstal i Danmark og andre europæiske lande samtidig, at mange af dem også vil forsvinde igen.






