BILTEST: Citroën C5 Aircross er sat i verden for at tilbyde størst mulig komfort. Det lykkes et langt stykke hen ad vejen, men der er bump undervejs.
Hvilken bil:
Citroën CX fra midten af 1970’erne – husker I den? Luksusbilen med konkav bagrude og særdeles komfortabel hydropneumatisk affjedring? CX opnåede fortjent ikonstatus. Det var en bil, der appellerede til følelserne, og som man enten hadede eller elskede.
Så forsimplet kan man slet ikke karakterisere den nye C5 Aircross. Men ligheden med CX rækker et stykke. I hvert fald så langt, at Citroën med C5 Aircross har forsøgt at genopfinde det flyvende tæppe. Tricket anno 2019 hedder Progressiv Hydraulisk Affjedring.
Testbilen har en 3-cylindret 1,2 liters benzinmotor med turbo, udstyrsniveauet hedder Platinium og er det næsthøjeste af fire. Citroën kører i øjeblikket kampagne på en del af modellerne, så prisen er lige nu 310.000 kr. Når kampagnen går i sig selv, ryger der 15.000 kr. på. Billigste C5 Aircross koster pt. 255.000 kr.
Vidste du at?
C5 Aircross er Citroëns første større SUV – bedre sent end aldrig – platformen deler den med Peugeot 3008 og Opel Grandland X, men affjedringssystemet er Citroëns eget. Affjedringen er ikke som i CX en hydropneumatiske udgave konstrueret med brug af væske. Støddæmperne i C5 Aircross er helt konventionelle, men indrettet så de er særligt bløde omkring midterstillingen, hvorimod der i yderpositionere strammes op. Det lyder umiddelbart ganske simpelt, men vær sikker på, at franskmændene har brugt tusinder af ingeniørtimer på at regne den ud.
Oprindeligt blev Progressiv Hydraulisk Affjedring udtænkt for at holde Citroëns rallybiler på vejen og er nu ført over og tilpasset denne familie-SUV.
Hvordan er førerpladsen?
Komfort er i højsædet, og sæderne bidrager til det bløde indtryk. Ved første øjekast ser sæderne både flade og hårde ud, men de er polstret, så enhver ryg og bagdel vil føle sig venligt taget imod. Sædet er multijusterbart, og det er nemt at finde sig til rette.
SUV rimer på høj siddeposition, og man har et godt udsyn hele vejen rundt. De store sidespejle giver et godt blik bagud, og med standardmonteret blindvinkelsystem og p-sensorer både for og bag, skal man opføre sig klodset for at køre på forhindringer.
De digitale instrumenter lige ud for føreren kan klikkes til forskellige visninger – brændstofforbrug, visning af vognbaneassistenten, hastighed m.m.
I midterkonsollen sidder den berøringsfølsomme skærm til bl.a. betjening af klimaanlægget. Den er ikke verdens hurtigste, og er man vant til en kvikt reagerende mobiltelefon, tager man sig ofte i at hvisle et “kom nu”, når man har trykket på skærmen.
Hvordan opleves kabinen?
Lys og familievenlig er det umiddelbare indtryk. Finishen er i orden, og selv om der er hård plast hist og her, virker det ikke billigt.
Bagsædet er delt i tre lige brede sæder, der kan forskydes i længden. Ryglænenes hældning kan også justeres, men trods bilens størrelse imponerer benpladsen på bagsædet ikke. Med to styk 185-190 cm danskere i forsæderne, er pladsen på bagsædet kun lige tålelig, og så er bagsæderne altså skubbet helt tilbage. Hvis dem i forsædet tillader det, kan bagsæderne som nævnt skubbes frem, og dermed øges pladsen i bagagerummet. Der i forvejen er stort, men altså vokser fra 580 til 720 liter i takt med, at bagsædepassagererne rykker frem.
Er sikkerheden i orden?
Kollisionssikkerheden er i fin, dog halter de aktive sikkerhedssystemer, da det kneb for Citroën at opnå Euro NCAPs maksimale fem stjerner. Det skyldes, at den mindst udstyrede C5 Aircross’ automatiske nødbremse ikke reagerer på cyklister. Alle C5 Aircross i Danmark ser dog cyklister, og dermed er bilen femstjernet. Af andre aktive sikkerhedssystemer kan nævnes aktiv vognbaneassistent, der er standard. Den virker fornuftigt, ikke formynderisk og aggressivt. Blindvinkeladvarsel er også standard.
Den særdeles bløde karakteristik kunne få en til at frygte en dobbelt undvigemanøvre – er dette en gyngehest, hvor man helt mister kontrollen i to hurtige retningsskift? Men her spiller Citroëns rallyhistorie ind i den progressive hydrauliske affjedring, der strammer op og forhindrer slinger i valsen.
Hvordan kører den?
Komfort er kodeordet. C5 Aircross er netop på grund af sit affjedringssystem komfortabel og blid. Og bilen er sat i verden for at blive kørt blidt og afdæmpet, for passagererne vil typisk være et par børn og måske en svigermor. Den opgave løser C5 Aircross perfekt i kombination med, at lyd fra motor, hjul, vej og vind er behageligt filtreret bort fra kabinen.
Citroën selv lovpriser sin progressive, hydrauliske affjedring. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Når affjedringen møder et kloakdæksel, slår det knaldhårdt igennem.
Det virker, som om støddæmperne ikke når at gribe ind og kompensere. Oplevelsen i f.eks. en VW Tiguan er helt anderledes – man hører og mærker kloakdækslet, “end of story”. Men i C5 Aircross er det lige før, at man behøver en bideskinne for ikke at knalde tænderne sammen og nyrebælte for at holde indvoldene på plads.
Hvordan er motoren?
Peugeot og Citroëns 3-cylindrede turbobenzinmotor gør det forbløffende godt. Der knurres ved acceleration, men igen – kører man C5 Aircross på den måde, som den naturligt lægger op til, så rækker de 130 hestekræfter rigeligt. Undgår man kraftig acceleration, og undgår man at køre langt ud i gearene – hvilket ikke er nødvendigt, da den yder sit maksimale moment allerede ved 1.750 o/min – er den et fuldt tilstrækkeligt og meget omgængeligt bekendtskab.
Den 6-trins gearkasse er dog mere sjasket end de fleste, men da det ikke er en sportsvogn, og da man har tid til at føre gearstangen gennem de lange og ikke helt præcise vandringer, så lever man med det.
Passer prisen?
C5 Aircross fås – når kampagneperioden udløber – fra 265.000 kr., og det er en ganske stærk pris. Dens søskende, Opel Grandland X og Peugeot 3008, koster 20.000 og 25.000 kr. mere.
Udstyret er ganske fornuftigt, vælger man udstyrsniveau Iconic, niveauet under testbilens Platinium, må man undvære den særlige affjedring, tage til takke med 17 tommer fælge i stedet for 19, og klare sig uden p-sensor og automatisk nedblænding af bakspejlet.
Er der alternativer?
De førnævnte plus selvfølgelig en stribe andre SUV’er i samme størrelse. Er man fan af Citroën, af Citroëns traditionelle dyder som særegent design og anderledes løsninger – både visuelle og tekniske – vil man næppe kaste ret mange blikke andre steder hen.
Konklusion:
For: Affjedringen, helt sin egen, støjsvag.
Imod: Affjedringen, bagsædeplads.
Hvilkenbil siger:
Læs også tests af konkurrenterne:
Nissan Qashqai rammer plet igen
Opel Grandland – fransk crossover på tysk
3008 sætter ny kurs for Peugeot
Højbenet Ateca holder jordforbindelsen
Karoq løfter Skoda til nye højder
FAKTA: Citroën C5 Aircross 1,2 PureTech Platinium
Vejl. pris, inkl. lev.: 325.000 kr. (fås fra 255.000 kr.)
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.160 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 14,9 km/l (151 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 13,7 km/l
Længde/bredde/højde: 450/197/165 cm
Bagagerum (min/max): 580/720/1.630 liter
Vægt: 1.517 kg
Motor: 3 cyl., 1,2 liter, turbobenzin
Effekt: 130 hk/230 Nm
0-100 km/t: 10,5 sek
Topfart: 188 km/t
Særligt standardudstyr (Platinium):
Progressiv Hydraulisk Affjedring, vognbaneassistent, advarsel mod biler i den blinde vinkel, skiltegenkendelse, automatisk nødbremse (også for cyklister og fodgængere), bakkeholder, digital instrumentering, regn- og lyssensor, fartpilot, LED-kørelys, berøringsfølsom skærm med bluetooth, Apple Carplay og Mirror Link, varme i forsæder, lændestøtte på førersæde, læderrat, to-zoners klimaanlæg, 3-delt bagsæde, elspejle med varme, elruder for og bag, 19 tommer alufælge, p-sensor for og bag.
Metallak: 8.500 kr., pakke med bl.a. adaptiv fartpilot og automatisk op- og nedblænding: 7.000 kr., pakke med nøglefri adgang og nøglefri start samt elektrisk bagklap m. håndfri betjening: 18.500 kr., navigationsanlæg i 3D: 15.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil)