25.000 kr. for at rykke op i Mazda CX-30

Mazda cx-30
Qashqai-udfordreren Mazda CX-30 kommer til Danmark til priser fra 275.000 kr. Det er 25.000 kr. mere end den Mazda 3, som den bygger på.

Traditionel lav hatchback eller moderigtig høj crossover? Til september bliver det et meget reelt valg for bilkøberne hos Mazda-forhandlerne, når den nye CX-30 får Danmarkspremiere.

Her finder vi allerede den nye Mazda 3. En lav, velkørende og veludstyret hatchback i Golf-størrelse, der begejstrer med design og køreegenskaber, men bestemt ikke er den mest praktiske bil i klassen. Til september har Mazda et alternativ, der råder bod på det med praktikken; CX-30 – crossover-udgaven af Mazda 3.

Mazda cx-30
CX-30 låner både stiltræk og teknik fra Mazda 3, men bliver mere praktisk og rummelig.

Teknisk er de to biler ens, men CX-30 er højere og byder på et noget større bagagerum. Om den også gør op med den beskedne benplads på bagsædet i Mazda 3, ved vi endnu ikke: Sædvanligvis øger den mere oprette siddestilling i en høj bil som CX-30 dog benpladsen. Med en længde på 440 cm og en højde på 154 cm placerer CX-30 sig i klassen for kompakte crossover- og SUV-modeller. Her hedder konkurrenterne VW T-Roc, Seat Ateca, Audi Q2, Skoda Karoq, Peugeot 3008, Toyota C-HR og ikke mindst Nissan Qashqai, Danmarks suverænt bedst sælgende SUV.

Prisen for bogstaveligt talt at rykke fra en Mazda 3 og op i en CX-30 bliver 25.000 kroner. Priserne begynder ved 275.000 kroner, men som for Mazda 3 er der heller intet basis over indgangsmodellen. Udstyr som navigation, alufælge, head-up display, delvis digital instrumentering, LED-lygter, Apple Carplay og masser af aktivt sikkerhedsudstyr er nemlig standard i laveste udstyrstrin Sense.

Næste trin hedder Sky og tilføjer større alufælge, varme i rattet, bakkamera og nøglefri betjening til pakken for 14.000 kroner ekstra. Topmodellen Cosmo har læderindtræk og stort Bose-lydanlæg og begynder ved 314.000 kroner.

’Biesel-motor’ på vej
Instrumentpanelet i CX-30 er hentet direkte fra Mazda 3.

CX-30 kunder kan vælge mellem tre motorer. Basisudgaven Sense fås udelukkende med den velkendte to liters benziner med 122 hk og mild-hybrid teknik. Dieseludgaven med 116 hk fås som Sky eller Cosmo, og det gælder også den mest spændende model med Mazdas såkaldte Skyactiv X motor. Denne motor er født som en to-liters benziner med tændrør, men fungerer også som en dieselmotor med selvantænding. På den måde skal Skyactiv X-motoren kombinere benzinmotorens omdrejningsvillighed og gangkultur med dieselmotorens lave forbrug. Ifølge Mazda kører den 180 hk stærke Skyactiv X motor 30 procent længere på literen end en tilsvarende benzinmotor.

Det lyder som en mekanisk lækkerbisken, men feinschmeckere må dog vente til november, før denne variant kommer til Danmark. Det sker i øvrigt både i Mazda 3 og CX-30.

Priser Mazda CX-30

Benzin
2,0 Skyactiv-G 122 hk manuel Sense: 275.000 kr.
2,0 Skyactiv-G 122 hk manuel Sky: 289.000 kr.
2,0 Skyactiv-G 122 hk manuel Cosmo: 314.000 kr.
2,0 Skyactiv-X 180 hk manuel Sky: 322.000 kr.
2,0 Skyactiv-X 180 hk manuel Cosmo: 347.000 kr.

Diesel
1,8 Skyactiv-D 116 hk manuel Sky: 301.000 kr.
1,8 Skyactiv-D 116 hk manuel Cosmo: 347.000 kr.

Ekstraudstyr
Metallak: 7.-9.000 kr.
Automatgear: 22.000 kr.
Firehjulstræk (diesel og Skyactiv-X): 35.000 kr.

CX-30 er Mazda 3 som crossover

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here