Hyundai Bayon er crossover-udgaven af i20. Udstyr, pris og fem års garanti gør den til et stærkt bud i klassen. Men ikke alt er lutter lagkage.
Hvilken bil?
Hyundai Bayon er den højbenede udgave af i20. Samme platform, samme teknik og stort set samme interiør. Fem centimeter højere og 35.000 kroner dyrere. Bilen er af den gammeldags slags, forstået på den måde at den er uden den mindste form for elektrificering.
Billigste Bayon koster 195.000 kr. med en turboløs 1,2 liters motor med fire cylindre, 84 hestekræfter og Pure-udstyr. Med den fine 3-cylindrede turbomotor med 100 hk – 1,0 T-GDI – er prisen 205.000 kr. Hvilkenbil råder klart til at gå et niveau op til mellemste trin Essential; merprisen er 10.000 kr. for 1,2’eren, for 1,0 T-GDI er merprisen 15.000 kr.
Pure er ganske vist fornuftigt udstyret med blandt andet automatisk nødbremse, der også bremser for bløde trafikanter, aktiv vognbaneassistent, skiltegenkendelse, aircondition og bluetooth. Essential tilføjer dog essentielle detaljer som digital instrumentering, touchskærm, bakkamera og p-sensor bag samt varme i forsæder og rat.
Yderligere 15.000 kr., og tilnavnet er Advanced med klimaanlæg, LED-forlygter, regnsensor og automatisk nedblænding af bakspejlet og 16 tommer alufælge.
7-trins dobbeltkoblingsgear (DCT) fås til turbomotoren med Essential- og Advanced-udstyr for 20.000 kr. Adaptiv fartpilot og vognbaneassistent med følgefunktion er ekstraudstyr i en pakke til Bayon med DCT-gear – prisen er beskedne 7.000 kr.
Vidste du at?
Crossovers går som varmt brød, især i Europa, hvor biltypen i 2020 tegnede sig for næsten 45 procent af salget. Så enhver producent med respekt for aktionærer og bundlinje må selvfølgelig have crossovers på programmet.
Tidligere kunne man få mini-MPV’en ix20, en højbenet i20’er, der vist mest blev solgt til det ældre publikum og ikke til børnefamilier. Men måske kan det lykkes for Bayon, for crossover er blevet tidens trylleord, når de europæiske købere skal besnæres. Derfor sørger marketingfolkene selvsagt for at betegne Bayon som en crossover.
På mange måder er Bayon fysisk påfaldende tæt på storesøster Kona, der har lidt bedre plads på bagsædet, men noget mindre i bagagerummet. Konas turbobenzinmotor er lidt kraftigere end Bayons, den koster i runde tal 15.000 kr. mere, og så fås Kona i en elektrisk udgave. Bayon sælges i øvrigt kun på det europæiske marked; bilen produceres i Tyrkiet.
Hvordan er førerpladsen?
Trods lighederne med Kona står Bayon som nævnt på den nyere i20-platform, og bag rattet er Bayon også meget lig i20. Den har dog lidt bedre støttende forsæder, omend man også i Bayon skal kigge langt efter lændestøtte.
Man sidder fem centimeter højere over asfalten i Bayon, og den er klart nemmere at komme ind og ud af.
En række analoge knapper og kontakter er bevaret, så man trykker stadig på en knap for at tænde sædevarme, ratvarme og elbagrude. Og klikker for at skrue op eller ned for klimaanlægget. Regulering af fartpilot og skru op, skru ned for volumen foregår via klik-knapper på rattet. Til alt det er der kun ét at sige: Tak.
Fra mellemste udstyrsniveau, Essential, er der en otte tommer touchskærm, som man kan fordybe sig i, når bilen holder stille. Skærmen reagerer hurtigt, og menuerne er nemme at hitte rundt i. Desværre er både touchskærmen og den lille skærm ved klimaanlægget af en slags, som på helt ekstrem vis tiltrækker støvfnug og fedtede fingre.
Hvordan opleves kabinen?
Rumfornemmelsen i kabinen er større end i i20, og med lidt mere højde oplever man også bedre plads på bagsædet. Hvis man vil score gode point fra bagsædepassagererne, kan Smart-pakken til 6.000 kr. anbefales – med den følger nemlig varme i bagsædet.
To voksne og et barn sidder fint i bagsædet, tre voksne vil kunne leve med pladsen. Bagagerummet overgår med sine 411 liter i20-bagagerummet med 60 liter.
Er sikkerheden i orden?
Euro NCAP testede i 2021 Bayon til fire ud af fem stjerner. Ganske vist fire store stjerner, men den femte stjerne dryssede fra himlen på grund af en ikke helt skarp automatisk nødbremse, og fordi den – ligesom i20 – ikke har airbag mellem forsæderne.
Hvordan kører den?
Hyundai ‘i gamle dage’ var stort set lige så kedelige at køre som at se DR TV’s pausefisk fra 1980’erne. Hvis nogle kan huske dem.
Så når man som motorjournalist til en familiemiddag blev bedt om at beskrive, hvordan en Hyundai kører, ville dem, der gad lytte efter, ret hurtigt blive fjerne i blikket.
Men de tider har ændret sig. i20-styretøjet er involverende på den gode måde, og det har man heldigvis overført til Bayon. Den 3-cylindrede turbobenzinmotor reagerer kvikt og smidigt, og dertil kommer, at den er komfortabel og behageligt støjsvag. Men skarp på samme måde som i20 bliver den qua sin højde aldrig – hvilket jo heller ikke er dens mission.
Hvordan er motoren?
1,2 liters benzinmotoren uden turbo er såmænd et fint stykke mekanik, men den er sammenlignet med den 15.000 kroner dyrere turbomotor noget af en oldsag. DCT-gearet, der fås til turboversionen med de to højeste udstyrsniveauer, koster 20.000 kr. Om det er pengene værd, må for hver enkelt køber komme an på en prøve. Det fungerer til en gennemsnitskarakter – i visse situationer, især ved nedgearinger, er det lidt for tøvende og usmidigt.
Hvilkenbil testede med DCT-gear, hvor gennemsnitsforbruget er opgivet til 18,2 km/l – i testen endte vi på 16,4.
Passer prisen?
Først og fremmest skal man afgøre med sig selv, om 30.000 kr. er værd at ofre ved at gå fra i20 til Bayon.
Hvis Bayon er bilen, så peger jeg klart på den dyreste Advanced-udgave. De 15.000 kr., den koster mere end Essential, er gode penge at give ud, da man får LED-forlygter, automatisk nedblænding af bakspejl og regnsensor, klimaanlæg, USB-stik til børnene på bagsædet og 16 tommer alufælge.
Er der alternativer?
Sammenlignet med alternativerne er Bayon-priserne stærke. Endda meget stærke.
Hvis man tager udgangspunkt i modellen med 6-trins manuel gearkasse, så koster den topudstyrede Bayon med turbomotor 235.000 kr. En topudstyret Renault Captur TCe 90 med manuel gearkasse koster 268.000 kr., en knap så veludstyret Peugeot 2008 Pure Tech 100 Allure koster med manuel gearkasse 320.000 kr., og Volkswagen-fætrene Skoda Kamiq, Seat Arona og VW T-Cross koster også betragteligt mere end Bayon i ringere udstyrede udgaver. Toyota Yaris Cross har automatgear som standard og fuld sikkerhedspakke, men stikker også af prismæssigt. Ford Puma 1,0 Titanium er en mildhybrid og har 125 hk, og den koster 291.000 kr. Selv Citroën, der plejer at være meget stærke på prisen, er med den nye C3 Aircross dyrere end Bayon.
Konklusion:
For: Pris, komfort, garanti.
Imod: Sikkerhed, hård plast, design.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Hyundai Bayon Advanced 1,0 T-GDI 100 hk aut.
Vejl. pris, inkl. lev.: 255.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Billigste: 195.000 kr. (1,2 MPI 84 hk Pure)
Privatleasing: 3.495 kr./måned. Førstegangsydelse 14.995 kr. (15.000 km/år, leasingperiode 36 måneder.) 3.795 kr./måned v. førstegangsydelse på 5.995 kr. Billigste privatleasing: 3.095 kr./måned (1,2 MPI 84 hk Essential)
Årlig ejerafgift: 1.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/5 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 418/178/150 cm
Bagagerum (min/max): 411/1.205 liter
Vægt: 1.305 kg
Anhængervægt: 1.110 kg (m. bremser)
Benzinmotor: 3 cyl., 1,0 liter, turbobenzin
Ydelse: 100 hk
Forbrug (EU-norm): 18,2 km/l (124 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 16,4 km/l
0-100 km/t: 11,7 sek
Topfart: 180 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, aktiv vognbaneassistent, fri bane-assistent, skiltegenkendelse, SOS-nødopkald, LED-forlygter, p-sensor bag og bakkamera, fartpilot, 10,25 tommer digital instrumentering, bluetooth, 8 tommer touchskærm, Apple Carplay/Android Auto m. trådløs opladning, højdeindstilling af førersæde, klimaanlæg, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, varme i forsæder og rat, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, 16 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 3.495-5.495 kr.
Førerassistentpakke (adaptiv fartpilot og vognbaneassistent m. følgefunktion): 6.995 kr. (fås kun til biler m. automatgear)
Blindvinkelsensor: 5.995 kr.
Parkeringspakke (p-sensor for, nødbremse v. bakning, aut. parallelparkering): 5.995 kr.
Smartpakke (nøglefri adgang, start/stop-knap, varme i bagsæder): 5.995 kr.
Designpakke (mørktonede bagruder og rudelister i krom): 3.995 kr.
17 tommer alufælge: 3.995 kr.