FDM har gennemgået nye kinesiske bilmærkers garantiordninger. Generelt er de bedre end europæernes, mens enkelte krav er usædvanlige.
Det danske bilmarked har fået et væld af nye bilmærker, især fra Kina. Da de fleste mærker er ukendte for danske forbrugere, kan gode garantiordninger være med til at skabe tillid til de nye bilmærker. Det ved kineserne tilsyneladende. Ifølge en aktuel undersøgelse af de nye kinesiske bilmærkers garantiordninger foretaget af bilistklubben FDM, tilbyder Kina-mærkerne generelt bedre garantier end især europæiske bilmærker.
På enkelte områder skiller de de sig ud med højst usædvanlige krav. Mest bemærkelsesværdigt hos MG, der i deres garantibetingelser skriver følgende:
“Hvis De kører på saltede veje eller i nærheden af havet, skal De skylle undervognen med rent vand efter behov, dog mindst en gang om måneden.”
Lige i Danmark er det svært at komme uden om både saltede veje i vinterhalvåret og ‘nærhed til havet’, som den danske MG-importør Nellemann Group ifølge FDM definerer som inden for 50 km.
Danske MG-ejere skal derfor vaske bilen mindst én gang om måneden, hvis de vil opretholde garantien mod rustgennemtæring.
Sund fornuft
“Jeg tænker, at det vil give god mening at give bilen en vask med undervognsskyl,” siger PR-koordinator Lene Mejdal Iversen hos den danske MG-importør og bekræfter, at månedlig vask er et krav ifølge MGs garantibestemmelser.
“Det handler om at få skyllet salt af i vinterperioden. Og i og med at bilernes lakgaranti ikke dækker ude-fra-kommende korrosion, som eksempelvis stenslag etc., men alene fremstillings- og materialefejl i lakken, er det sund fornuft, at man vasker bilen hyppigt,” siger hun.
Undervognsbehandler danske MG’ere
I Kina, hvor MG fremstilles, er salt på vejene og i luften ikke et problem. Men for at tage højde for det fugtige danske klima tilsalt salt på vejene i flere måneder om året, får MG-importøren undervognsbehandlet alle MG-modeller inden de sælges herhjemme.
“Det er en service, vi yder vores danske kunder, så deres biler lever op til de nordiske landes klimaforhold. Men vi skal stadig overholde de krav, som MG stiller,” forklarer Lene Mejdal Iversen om kravet til den månedlige bilvask med undervognsskyl.
Ros fra FDM
Selv om kravet om en månedlig bilvask er usædvanligt og måske kan virke formynderisk, roser FDM generelt de kinesiske bilmærkers garantiordning. Som køber af et kinesisk bilmærke får du som regel noget længere garanti end sammenlignet med især europæiske bilmærker.
“Vi er desværre vant til, at der oftest kun er to år på de europæiske mærkers benzin- og dieselbiler, men også på deres el- og hybridbiler. Her er især de nye kinesiske mærker overlegne, når det gælder garantiernes længde, med mindst fem års nyvognsgaranti og otte år for højvoltsbatteriet med en høj km-begrænsning. Det er meget positivt,” siger advokat i FDM Michael Ern Nielsen.
Læs mere om FDMs undersøgelse af de nye bilmærkers garantiordninger her.