Dongfeng Box er en fire meter lang elektrisk mini med godt 300 km rækkevidde. Kommer bilen til Danmark, kan priserne begynde fra 120.000 kr.
Hvis der én bestemt type elbil, som danske og europæiske bilkøbere venter på, er det en mini i fire-meter klassen. Hvis designet ikke stikker ud, den kører relativt langt på en opladning og koster under 200.000 kr., har sådan en bil alle chancer for at blive en succes.
Mød Dongfeng Box, en kompakt kinesisk fremstillet elbil, der tikker alle boksene: 403 cm lang, nydeligt design, godt 300 km rækkevidde efter den europæiske WLTP-norm og en pris, der vil gøre den til Danmarks billigste elbil. Det sidste vender vi tilbage til.
Den kinesiske Dongfeng-koncern sælger allerede elbiler i Danmark under mærket Voyah. Ikke så mange ganske vist. I år er der indtil videre indregistreret 147 Voyah i Danmark, der importeres af K. W. Bruun, der også står bag mærker som Citroën, Peugeot, Opel og Fiat.
Robust LFP-batteri
Dongfeng Box er udstyret med et batteri på 42 kWh, der formentlig bliver eneste mulighed på det europæiske marked. En billigere udgave med et batteri på 31 kWh findes, men vil nok have for kort rækkevidde til europæiske kunders krav. Batteriet er af LFP-typen, der går for at være mere robust end Li-Ion-batterier og altid kan lades til 100 pct. uden øget slid.
Elmotoren er også beskeden. De 70 kW (95 hk) trækker på forhjulene og rækker til en topfart på 140 km/t. Med andre ord fint til danske forhold.
Som elbil med batteriet gemt væk under gulvet og en lille elmotor under den korte motorhjelm, lover kineserne god plads i kabinen. Det gælder også bagagerummet. 326 liter er mere end i de fleste minibiler.
Dongfeng lancerede Box hjemme i Kina i begyndelsen af året under navnet Nammi. Det afrundede design kan minde om kommende modeller fra kinesisk-tyske Smart, der også fortsat rygtes til Danmark. Men Box er mere kompakt og skal konkurrere med især Citroën ë-C3, som den matcher på plads og præstationer.
Kan blive rekord-billig
Det spændende er naturligvis prisen. Citroën ë-C3 koster fra 180.000 kr. og er dermed Danmarks billigste elbil. Problemet er bare, at software-problemer har udskudt lanceringen til starten af 2025. Og meget tyder på, at Dongfeng Box kan blive væsentligt billigere.
Den kinesiske elbil lanceres i disse dage i Schweiz og Norge. Angiveligt vil Dongfeng sælge Box i de europæiske lande, hvor de allerede er til stede. Det kunne tyde på, at bilen også kommer til Danmark. Hos den danske importør, K. W. Bruun, fortæller Head of Group PR Hanne Langsig Sørensen dog, ”at der endnu ikke er taget en beslutning på nuværende tidspunkt.”
I Norge skal Dongfeng Box koste fra 189.000 norske kroner. Direkte omregnet til danske kroner er det 120.000 kr. Altså 60.000 kr. mindre end den billigste Citroën ë-C3.
Om prisen virkelig kan presses så langt ned i Danmark, ved vi af gode grunde endnu ikke. Men alt tyder på, at Dongfeng Box med afstand kan blive Danmarks billigste elbil.
Støtter Rusland
Dongfeng Box skal dog overvinde et par forhindringer for at nå i mål som Danmarks suverænt billigste elbil.
I dag fremstilles bilen i Kina. Dermed rammes den af EU’s forhøjede straftold på kinesiske elbiler. Det gælder især statsejede Dongfeng, hvis biler pålægges den højeste af flere tariffer, nemlig 36,3 pct. oven i den nuværende told på 10 pct., altså 46,3 pct. i alt.
For at imødegå den høje straftold er Dongfeng ifølge Reuters i forhandlinger med den italienske regering om at bygge Box og andre modeller i Italien. Flytter produktion til støvlelandet, slipper Box for told.
En anden forhindring kan være Dongfengs image. Den statsejede, kinesiske bilproducent er blandt de kinesiske mærker, der omgår vestlige sanktioner mod Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Mens vestlige og japanske bilmærker har trukket sig ud af Rusland, har Dongfeng øget salget af biler til Rusland og støtter dermed indirekte den russiske krigsmaskine. En praksis, som flere danske politikere er stærkt kritiske over for.
Det med at LFP batterier kan lades til 100% hver gang uden øget slid lader til at være ret forkert. Engineering Explained på youtube har netop lavet en video om det med ret meget data til at forklare det.