IT-gigant: Selvkørende biler er langt væk

Foto: Tesla, Inc.

Selvkørende biler kommer tidligst i næste årti, siger tech-giganten Nvidia, der også opfordrer bilindustrien til at ”gå mere langsomt frem”.

Spørger man Tesla-ejer Elon Musk er selvkørende biler lige om hjørnet. Men nu siger en af de helt store spillere inden for området, at man ”ikke engang er tæt på”.

Det er den californiske tech-gigant Nvidia, der bl.a. leverer teknologi til Mercedes, Volvo og Jaguar Land Rover, der – i overført betydning – træder på bremsen.

”Supersvært”

”Rigtigt selvkørende biler kommer ikke i dette årti. Det er et ’næste-årtis-vidunder’. Vi er ikke tæt på – det er supersvært,” siger chefen for Nvidias bil-division Ali Kani i et interview med det britiske bilmagasin Autocar.

Ali Kani er ikke hvem som helst i denne sammenhæng. Nvidia leverer både hard- og software til selvkørende biler for flere bilmærker. Og ifølge Nvidia-bossen skal vi altså ”et godt stykke ind i det næste årti”, før vi ser velfungerende selvkørende biler på vejene.

Mens biler som Ford Mustang Mach-e i en vis forstand er delvist selvkørende under særlige, kontrollerede forhold, kræver det et tigerspring i teknologi og computerkraft at gøre biler ’ægte’ selvkørende.

Skal være mere autonom

I dag er den selvkørende teknologi baseret på software, der tager afsæt i pre-definerede situationer og planlagte ruter. Næste trin er at gøre teknologien autonom, så den reagerer naturligt på aktuelle vejforhold. Det kræver langt mere avancereret teknologi og computerkraft, der bl.a. benytter kunstig intelligens og langt flere sensorer og radarer end i dag.

”Når en bil følger planlagte ruter, får du den her rykkende kørsel og fantomopbremsninger, og du tænker ’jeg kan ikke lide den her bil, jeg føler mig ikke tryg’. Men den næste generation biler vil lære og have en naturlig forståelse (af trafikken, red.) Så vil du tænke ’wauw, den her bil kører så roligt og glidende’,” forklarer Ali Kani.

Fejl vil bremse udvikling

Målet er klart, men der er bare lang vej endnu. Og det nytter ikke noget stresse udviklingen.

”Bilindustrien bliver nødt til at gå langsomt frem. Hvis ét mærke laver én fejl, bliver hele industrien rykket flere år tilbage. Så vi bliver nødt til at udvikle på den mest ansvarlige måde og ikke tage smutveje. Du kan først gøre det, når du har bevist, at det er fuldstændig sikkert,” siger Nvidia-bossen.

Det er sjældent store tech-virksomheder opfordrer til at sætte farten ned. Udtalelsen fra Ali Kani kan ses som et hip til Tesla-ejer Elon Musk, der presser hårdt på for at få sin selvkørende Cybercab ud at køre hurtigst muligt. Og muligvis får det som en del af den amerikanske præsident Donald Trumps indercirkel. Ifølge mange tech-eksperter er Tesla dog langt fra at have teknologien på plads.

Kommer Teslas Cybercab for tidligt på markedet med ulykker til følge, vil det skade alle virksomheder som Nvidia, der beskæftiger sig med selvkørende biler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here