Tre kinesiske bilmærker kommer til Danmark i år

Omoda 5
Omoda 5 kommer til Danmark i år. Med benzinmotor hedder den C5.

Den statsejede kinesiske producent Chery introducerer i år bilmærkerne Omoda, Jaecoo og Exlantix i Danmark. 

Kineserne kommer, og det bliver de ved med. I år vil vi her i Danmark således skulle lære at sige Omoda, Jaecoo og Exlantix. Tre bilmærker under den statsejede kinesiske fabrikant Chery Automomobile Co. Ltd., der også markedsfører sig kraftigt i Rusland. 

Nic. Christiansen Gruppen, der udover Hyundai, Ford, Honda og Jaguar Land Rover også har kinesiske BYD på programmet, skal stå for importen af Omoda og Jaecoo. Hvem der bliver importør af Exlantix er i skrivende stund ikke afgjort. Men sikkert er det, at de alle tre kommer.

Omoda 5, der er en crossover angiveligt på størrelse med Kia EV3 og Skoda Elroq, sælges allerede i Spanien med både el- og benzinmotor. Den umiddelbare forventning er, at kun den eldrevne skal sælges i Danmark. 

Efter 5 kommer en mindre 3’er og en større 7’er, der begge er af crossover-typen.

Livsstil og premium

Hvor Omoda formodes at appellere bredt, henvender Jaecoo sig umiddelbart mere til det livsstils-orienterede publikum. Jaecoo producerer både elbiler og opladningshybrider, og det er elbilen J6, der kører rundt i Kina og er designet ud fra samme filosofi som eksempelvis Jeep Avenger, der ventes at blive Jaecoos første i Danmark.

Hvis priserne på opladningshybriderne, der ikke er ramt af EU’s forhøjede importtold, bliver konkurrencedygtig, vil importøren ifølge Motor-magasinet også tage modeller af den slags til Danmark.

Hvilke modeller til hvilke priser regner importøren med at have på plads til sommer, når salget forventes at begynde.

Exlantix er i Kina et premiummærke, men endnu har vi ikke navnet på importøren eller oplysninger om, hvilken eller hvilke biler der bliver de første i Danmark. Ifølge Chery vil Exlantix dog indfinde sig i år.

Salg i Rusland og produktion i EU

Chery Automobile var i 2023 den kinesiske bilfabrik, der eksporterede flest biler. Næsten en million. Den samlede produktion i 2024 var 2,6 mio. biler. Målet er at eksportere 1,5 mio. biler til 60 lande i 2030.

Chery har købt Nissans lukkede fabrik nær Barcelona i Spanien, og her skal i hvert fald Omoda produceres. Ved at etablere produktion i Europa slipper statsejede Chery for den forhøjede EU-importtold på 45 procent, der blev vedtaget i efteråret 2024 for at bremse importen til EU af de mange massivt statsstøttede kinesiske elbiler.

Chery er i øvrigt en af de kinesiske bilproducenter, som det seneste år har skruet op for salget i Rusland. Præsident Vladimir Putin kastede i februar 2022 sit land ud i en krig mod Ukraine og blev efterfølgende ramt af sanktioner fra Vesten.

Det betød bl.a., at bilfabrikanter som eksempelvis VW, Renault og Mercedes standsede deres produktion og forlod deres salgslokaler i Rusland. De lokaliteter er så siden overtaget af bl.a. Chery, har nyhedsbureauet Reuters skrevet. 

Kinesernes fremtid i Danmark

De kinesiske elbilers indtog i Danmark er – endnu – ikke så markant. I 2024 var de 100 procent kinesiske elbilers markedsandel under seks pct. Hvis Geely-ejede Volvo regnes med, er markedsandelen cirka ni pct. Kun Volvo, Xpeng, BYD, Polestar og MG solgte flere end 1.000 biler hver ud af de i alt 173.000 solgte – se tallene fra Mobility Denmark her

Med statsejede Cherys mærker Omoda, Jaecoo og Exlantix intensiveres forsøgene på yderligere kinesisk salg. Om det lykkes, kan kun tiden vise. Brancheanalytiker René Tønder sagde til Hvilkenbil tidligere på måneden, at han forventer, at kun fire til seks kinesiske mærker vil have bidt sig fast i Danmark i 2030.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here