Februars bilsalg afslører tydeligt tronskifte. Teslas salg er halveret, mens VW-familien brager frem og indtager otte pladser på top 12.
Verden over spekuleres der i, om den globale tilbagegang i Tesla-salget skyldes forbrugernes utilfredshed med Tesla-ejer Elon Musk?
Noget tyder på det. Bare i løbet af den seneste måned har der været demonstrationer foran Tesla-forretninger, mishagsytringer på sociale medier og sågar afbrænding af et dusin Teslaer hos en forhandler i Frankrig.
Danmark går heller ikke fri. Tidligere på ugen havde nogle spraymalet ”Proud swasticar owner” på fortovet foran et par Teslaer i Dragør. Graffitien indeholdt et Tesla-T indsat på toppen af den ”Reichsadler” (Rigets ørn) som var et kendt symbol for de tyske nazister. Ørnen er et hint til Elon Musk, der for nylig blev anklaget for at heile til Donald Trumps indsættelsesfest som amerikansk præsident.
Tysk dominans i Danmark
Men et er spekulationer, noget andet tal. Og den seneste statistik for det danske bilsalg fortæller en krystalklar historie: Tesla-salget styrtdykker, mens konkurrenterne har massiv fremgang.
I februar blev der solgt 387 Tesla Model Y. Det rækker til en femteplads, men er en tilbagegang på 49 pct.
Den helt store vinder er VW koncernen, der udover VW råder over mærker som Skoda, Audi og Cupra. Alle fire mærker var blandt de 12 mest solgte i Danmark i februar.
VW ID.4 topper foran den lidt mindre ID.3 med henholdsvis 747 og 489 biler. For begge biler er det en fremgang på mere end 500 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.

Skoda Enyaq er nummer tre, Cupra Tavascan nummer seks, VW ID. Buzz nummer syv, VW ID.7 nummer ni og Audi Q4 e-tron nummer 10. Bortset fra Audi, der går en smule tilbage, er der tale om fremgang på 100 pct. eller mere for de andre biler fra VW-koncernen. Den tyske dominans understreges kun af, at den første fossilbil i top 12 er VW T-Roc.
Nedtur i hele Europa
De nye salgstal står i stærk kontrast til tidligere salgstal. Sidste år blev Tesla Model Y suverænt Danmarks mest solgte bil med et salg på hele 17.955 biler. Tesla Model 3 indtog fjerdepladsen. Tesla Model Y blev også den mest solgte bil i verden i 2024.
Nu er billedet vendt. Og ikke bare i Danmark. Friske tal viser, at Tesla-salget i februar faldt med 70 pct. i Tyskland, 45 pct. i Norge og Portugal, 44 pct. i Sverige, Frankrig og Spanien samt 34 pct. i Holland. Kun i England steg Tesla-salget med knapt otte pct.
Ny Model Y på vej
Teslas markante tilbagegang kan skyldes, at mange kunder venter på den nye udgave af bestselleren Model Y. De første leveringer begynder i denne måned. Hvis mange kunder har ventet på den forbedrede Model Y, kan det rette salget op igen.
Men salget af den mindre Model 3 tyder ikke nødvendigvis på, at det vil ske. Model 3 blev opgraderet i slutningen af 2023 og har siden solgt fornuftigt. Bare ikke i de seneste måneder, hvor kritikken af Elon Musk er taget til: På store markeder som det tyske og franske er salget af Model 3 siden årsskiftet faldet henholdsvis 40 og 60 pct.

Endelig kan man stadig købe den nuværende Model Y. I Danmark endda med rabat på 20.000 kr. eller mere. Det fremgår af Teslas egen hjemmeside.
Om en måned, når salgstallene for marts tikker ind fra hele verden, ved vi mere præcist, om Tesla kan rette salget op. Eller om forbrugerne faktisk er begyndt at vende Elon Musk og dermed Tesla ryggen.
Bilsalg i Danmark, februar 2025
Model | Antal | Udvikling |
VW ID.4 | 747 | +598 pct. |
VW ID.3 | 489 | +519 pct. |
Skoda Enyaq | 460 | +98 pct. |
Toyota bZ4X | 418 | +294 pct. |
Tesla Model Y | 387 | -49 pct. |
Cupra Tavascan | 336 | ny |
VW ID. Buzz | 326 | +1.204 pct. |
Mercedes EQA | 317 | +183 pct. |
VW ID.7 | 291 | +547 pct. |
Audi Q4 e-tron | 266 | -25 pct. |
Kia EV3 | 263 | ny |
VW T-Roc | 258 | +113 pct. |
Kilde: bilstatistik.dk