VW ID.1 bliver ikke til et trekløver, når den afløser Up. I denne ombæring bliver der ingen Skoda- og Seat-versioner – de er sparet væk.
Rip, Rap og Rup. Kylle, Pylle og Rylle. Eller bare ’trillingerne’. Kært barn har som bekendt mange navne, og det havde trekløveret at mikrobiler VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii også i deres storhedstid.
I dag er de tre mindste biler i VW-koncernen for længst sendt på pension. Men en afløser anes i horisonten: I sidste uge løftede VW sløret for Ups elektriske afløser, VW ID.Every1.
Mikro-elbilen sættes i produktion i 2027 – formentlig under navnet VW ID.1. Reelt er der tale om afløseren for Up, men i denne ombæring skal vi bare ikke forvente Skoda- og Seat-udgaver af den elektriske bybil.
Det afslører VWs tekniske chef Kai Grünitz i et interview med britiske Autocar.
”Vi ser, at især markedet for små bybiler udvikler sig nu. Vi tror, at det vil vokse i de kommende år, og derfor mener vi, at 2027 er det rigtige tidspunkt at komme på. Især med alle rygterne om forbrændingsmotorer, og hvordan vi skiller os af med dem i Europa. Hvis markedet virkelig vokser, kan vi nemt beslutte at lave Skoda- og Seat-modeller, men ikke endnu.”
Dermed åbner Grünitz en dør på klem for, at der på sigt kan komme afløsere for Seat Mii og Skoda Citigo.
Kan få kinesiske dele
Når det ikke sker i første omgang, handler det om at holde udgifterne nede.
Over for Automotive News erkender VWs finansdirektør Arno Antlitz, at ”det bliver vanskeligt” at tjene penge på ID.1. Til gengæld fjerner den ”prispresset” på den lidt større ID.2. VW kan med andre ord lægge mere fortjeneste på ID.2, der ifølge Antlitz får en ”god profit-margin.”
VW vil sælge ID.1 for blot 20.000 euro – eller 150.000 kr. For at holde omkostningerne nede, har VW reduceret udviklingstiden til tre år. En del fysiske testkørsler er erstattet af virtuelle tests. ID.1 bliver også den første VW med software og elektrisk netværk udviklet sammen med amerikanske Rivian.
ID.1 skal bygges i Setubal i Portugal. Her ligger en af VWs mest effektive fabrikker med lave udgifter til lønninger og energi. For at banke prisen helt i bund, overvejer VW tilmed at benytte kinesiske underleverandører. Det siger VW-koncernchef Oliver Blume ifølge Automotive News i et bemærkelsesværdigt udsagn, der understreger, at kineserne har førertrøjen, når det gælder billig bilproduktion.
Lav pris bliver afgørende i en bilklasse, hvor hver en euro tæller. ID.1 skal bl.a. konkurrere med den kommende Renault Twingo og ikke mindste BYD Seagull, der går for at være blandt verdens billigste elbiler uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Ønsker spansk version
Selv om VW altså udelukker, at ID.1 får søsterbiler i denne omgang, lyder der lidt andre toner fra Seat og Cupra-chef Wayne Griffiths. Den ofte meget ligefremme Griffiths har tidligere sagt til Autocar, at VWs to spanske mærker vil tilbyde en tilsvarende billig elbil til 20.000 euro. Holder det, kan der næsten kun blive tale om en VW ID.1-baseret afløser for Seat Mii.
Griffiths har dog ikke sagt noget om, hvornår en Seat/Cupra elektrisk mikrobil skal stå klar.