Ford vil have 230.000 kr. for den elektriske udgave af mini-SUV’en Puma. Batteriet er beskedent, men det er forbruget også.
I denne weekend melder Ford sig ind i kampen om at kapre kunder til de mindre og billigere elbiler, som markedet længe har savnet. Men modsat de fleste konkurrenter, der har lanceret eller er på vej med nye modeller, har Ford ombygget en gammel kending: Den kompakte SUV Puma er blevet til en elbil med tilnavnet Gen-e.
Priserne begynder ved 230.000 kr. for basisudgaven Select. Ford fedter dog ikke med udstyret. Du får bl.a. LED-lygter, opkoblet navigation, klimaanlæg, varme i forsæder, rat og forrude, trådløs Apple Carplay, nøglefri start, fartpilot og bakkamera for de 230.000 kr.
For yderligere 15.000 kr. rykker du op i topmodellen Premium. Den er udvidet med 18-tommer hjul, adaptive forlygter, kunstlæderindtræk, B&O-lyd og eldrevet bagklap for 15.000 kr. ekstra. Og ja, Puma Gen-e kan udstyres med aftageligt træk for godt 7.000 kr.
Større end konkurrenterne
Priserne placerer Puma Gen-e fornuftigt i forhold til konkurrenter. De tæller bl.a. Alfa Romeo Junior til 250.000 kr., BYD Atto 2 til 220.000 kr., Citroën ë-C3 til 180.000 kr., Hyundai Inster med stort batteri til 192.000 kr., MG ZS EV til 170.000 kr. og Peugeot E-2008 til 225.000 kr.
I den gruppe er Ford Puma Gen-e blandt de største biler med den kraftigste motor på 124 kW. Rækkevidden på 376 km er også til den fornuftige side. Det skyldes et lavt forbrug på 7,6 km/kWh, for batteriet på 43 kWh er blandt de mindste i klassen.
Pumaen er også hurtig ved lynladeren, hvor den tager imod op til 100 kW. 10-80 pct opladning tager 23 minutter, så her hægter Puma de fleste konkurrenter af.
Populær klasse
Puma Gen-e ankommer i en klasse, der forventes at blive stadig mere populær. Markedet trænger til flere mindre og billigere elbiler. Og de kommer nu. Både senere i år og i 2026 og 2027 skærpes konkurrencen markant. Ud over de førnævnte direkte konkurrenter til Puma Gen-e, er der udsigt til andre spændende el-minier som Renault 5 Electric, BYD Seagull, Fiat Panda, Skoda Epiq, Opel Frontera, Renault Twingo samt VW ID.2 og ID.1.
Ford Puma Gen-e
Kompakt el-SUV med forhjulstræk.
Elmotor: 124 kW (168 hk)
Forbrug: 7,6 km/kWh
Ladetid 10-80%: 23 min
Rækkevidde: Op til 376 km
Pris fra: 230.000 kr.