Frygt for milliardbøder og konkurrence fra Kina og USA får EU til at bløde op for CO2-krav – Europas bilproducenter får to års pusterum.
Det bliver nemmere for europæiske bilproducenter at leve op til EU’s CO2-krav – i hvert fald de næste par år. Et stort flertal i Europa-parlamentet har netop vedtaget at give bilbranchen to ekstra år til at leve op til kravene om lavere udledning af CO2 fra nye biler og varevogne.
Beslutningen kommer efter massivt lobbyarbejde fra industrien, der har advaret om milliardstore bøder, hvis de oprindelige regler var blevet håndhævet allerede i år. Ifølge Bloomberg kunne bøderne have løbet op i 15 milliarder euro – svarende til 112 milliarder kroner – fordi bilproducenterne stadig er langt bagud med at sælge elbiler.
Bløder regler op
I stedet for at måle bilproducenternes udledning i 2025 alene, har EU besluttet, at gennemsnittet over tre år – 2025 til 2027 – nu skal danne grundlag for vurderingen. Det giver især store bilproducenter som VW, Stellantis og Renault en væsentlig fordel. De står for over halvdelen af nyregistreringerne i EU, men har alle haft svært ved at leve op til klimamålene.
“Denne ændring giver europæiske bilproducenter et nødvendigt pusterum,” sagde EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i forbindelse med afstemningen, der blev vedtaget med 458 stemmer mod 101. 14 medlemmer undlod at stemme.
Kritik af nølende bilproducenter
Selvom bilindustrien jubler, møder beslutningen også kritik. Flere klimaorganisationer og politikere peger på, at bilproducenterne har kendt til CO2-målene siden 2017 og dermed har haft syv år til at forberede sig.
Desuden mener kritikere, at truslen om milliardbøder er overdrevet – især fordi producenterne har mulighed for at ’pulje’ deres CO2-regnskaber med andre, mere grønne producenter, som f.eks. Tesla. Men her frygter mange i industrien, at det blot vil styrke konkurrenter fra USA og Kina, når europæiske bilproducenter køber CO2-kvoter for milliarder af kroner. En praksis, der i årevis har været en fed forretning for især Tesla, der udelukkende fremstiller elbiler.
Pusterummet giver tilsyneladende kun en kort pause for europæisk bilindustri. VW har allerede været ude at sige, at de stadig vil få svært ved at nå målene. Også med den nye treårige måleperiode.