Nye bilafgifter på vej: Skal du købe eller vente?

elbiler afgifter

Regeringen arbejder på en omlægning af afgifterne på elbiler. Intet tyder på, at elbiler bliver billigere på den korte bane.

Overvejer du at købe ny elbil? Så er du måske gået i tænkeboks, efter at skatteminister Rasmus Stoklund (S) har afsløret, at regeringen arbejder på en total omlægning af bilafgifterne.

Omlægningen handler om at udskyde eller måske helt afskaffe den planlagte afgiftsstigning på elbiler, der ellers vil træde i kraft fra næste år.

Afgiftsstigningen er baseret på en politisk aftale fra 2020, der langsomt skulle skrue op for statens indtægter på salget af nye biler. For at hjælpe salget af elbiler i gang er der de facto ingen afgifter på elbiler i dag. Det har fået salget af nye elbiler til at eksplodere herhjemme. Godt for klimaet, men skidt for staten, der går glip af milliardindtægter.

Spekulationer bremser salg

Ikke desto mindre ønsker regeringen at prioritere fortsat udbredelse af elbiler. Også selv om det kommer til at koste i form af fortsat beskeden indtægt på registreringsafgiften. Skatteminister Rasmus Stoklund har ved flere lejligheder sagt, at han især er optaget af at gøre elbiler tilgængelige for flere danskere. Læs: Elbilerne skal fortsat være så billige, at alle danskere kan komme med på elvognen.

Det lyder jo lovende. Men selv om skatteministeren ønsker at være klar med en ny aftale om bilafgifter ”inden sommerferien”, er spekulationer om afgifter også gift for salget. Bilkøberne stopper tegnebogen tilbage i lommen og afventer udviklingen. For tænk nu, hvis elbilerne bliver endnu billigere lige om lidt?

Ejerafgift kan stige

Dén mulighed forsøger vi at afdække her. For skal du vente på nye bilafgifter? Eller er det i virkeligheden bedst at købe nu?

Ingen – nok ikke engang skatteministeren – ved det med sikkerhed endnu. Først skal regeringen internt blive enige, og så skal der formentlig også indgås en bredere aftale med flere af folketingets partier.

Ifølge politiske iagttagere fokuserer Socialdemokratiet især på de mindre og billigere elbiler. Dem skal der være flere af. Så må de store, dyre og tunge SUVere, som der sælges så mange af i dag, godt blive dyrere. Det kan enten ske i form af langsomt stigende registreringsafgift eller stigende ejerafgifter. I dag koster elbiler typisk 840 kr. i årlig ejerafgift, mens benzin- og dieselbiler koster op til 10-11 gange så meget i ejerafgift. Der er altså noget at tage af.

Overvejer ny vejskat

Angiveligt overvejer regeringen også en ny vejskat, der skal gradueres efter bilernes vægt. Jo tungere, desto højere vægtafgift. Afgifter på selve bilen samt ejer- og/eller vejafgifter kan også kombineres. På sigt er Socialdemokratiet interesseret i at indføre såkaldt roadpricing, hvor bilisterne betaler en variabel pris for at køre på vejene, alt efter trængsel. Derfor kaldes roadpricing også en trængselsafgift. Det er usikkert, om teknologien endnu er klar, og som Hvilkenbil tidligere har beskrevet, rejser teknologien flere ubesvarede spørgsmål om overvågning og databeskyttelse.

De to øvrige regeringspartier, Venstre og Moderaterne, er angiveligt mere til bare at forlænge afgiftsfritagelsen for elbiler generelt uden at skelne mellem elbilernes størrelse og vægt.

Stiger næppe i år

Som reglerne er nu, sørger et fradrag for, at elbiler op til 419.000 kr. helt slipper for afgifter. Efter den gamle aftale skal afgifterne dog langsomt begynde at stige fra 2026. Først for elbiler over 419.000 kr. Frem mod 2030 vil elbiler ned til 300.000 kr. løbende blive pålagt højere afgifter. Jo dyrere bil, desto højere afgift.

Hvis vi kombinerer næste års planlagte afgiftsstigninger med regeringens aktuelle udmeldinger om nye afgifter, tyder intet på, at elbiler op til 419.000 kr. bliver dyrere i år. De bliver heller ikke billigere, for de er undtaget afgifter. Som forbruger kan du med andre ord rimeligt bekymringsfrit købe elbiler op til den aktuelle afgiftsgrænse på 419.000 kr. resten af 2025.

Et godt eksempel er den populære Style-udgave af VW ID.4 (billedet), der konstant ligger i toppen af det danske bilsalg. Prisen er 380.000 kr., og det ændrer sig næppe – nye afgifter eller ej.

Dyrere biler kan gå begge veje

Er du derimod i markedet for en dyrere elbil, kan prisen gå begge veje: Regeringen kan vælge at øge afgiften på de dyrere elbiler for at finansiere fortsat afgiftsfritagelse for de billigere elbiler.

Får Moderaterne og Venstre deres vilje, kan de dyrere elbiler blive billigere, fordi de helt fritages for afgift. Det sker dog næppe før tidligst 2026, så resten af 2025 er der næppe den store risiko ved at købe en elbil, der koster op mod 450.000 kr.

Er der tale om en endnu dyrere elbil, kan der dog være en pæn gevinst at hente, hvis regeringen helt dropper afgifter på elbiler.

For bilkøbere er situationen altså mest forudsigelig for dem, der kigger på elbiler op til 419.000 kr. De risikerer næppe noget ved at købe elbil inden regeringen er klar med nye bilafgifter.

Er du i markedet for en dyrere elbil, er usikkerheden større: Priserne kan gå begge veje – eller for den sags skyld holde sig omkring det nuværende niveau.

Så meget stiger prisen på elbiler

Nuværende planer for indfasning af afgifter på elbiler. Kilde: Sakui og jp.dk.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here