Benhård priskrig på elbiler på hjemmemarkedet sender lille kinesisk bilmærke ud i konkurs. Giganten BYD fører an i priskrigen.
Der er udbrudt priskrig på det overophedede kinesiske bilmarked. Det er verdens største, men en giftig kombination af statsstøtte, overproduktion og vigende efterspørgsel har kastet de 165 kinesiske bilproducenter ud i en nådesløs kamp om kunderne.
For blot to uger siden kunne vi berette, at giganten BYD fører an i priskrigen med prisfald på mere end en tredjedel på flere end 20 bilmodeller, der i forvejen er nærmest ufatteligt billige.
Sælger nye biler som brugte
Flere konkurrenter går med i priskrigen, og det presser hele markedet ned. Samtidig undersøger den kinesiske stat forlydender om, at nogle bilproducenter sælger fabriksnye biler som ’let brugte’ til nedsatte priser for at holde omsætningen oppe – og dermed sikre sig adgang til fortsat statsstøtte.
De kinesiske myndigheder har bedt bl.a. to af de største bilproducenter som BYD og Dongfeng om at redegøre for deres salg.
’Blodbad’ venter
Situationen har fået analytikere til at tale om et forestående ’blodbad’ og forventet udskilningsløb, som kun få af de 165 kinesiske bilproducenter vil overleve.
Der er tilsyneladende noget om snakken, for ifølge flere medier har den aktuelle priskrig fået sit første offer: Neta Auto, et kinesisk bilmærke grundlagt i 2014 af Hozon Auto, har angiveligt indledt konkursforhandlinger. Det skriver flere medier, der også beretter om videoer, der viser ansatte, som forsøger at tvinge sig adgang til virksomheden for at få deres løn.
I torsdags indrømmede en af BYDs topchefer, Stella Li, at priskrigen ikke er god for nogen – måske lige undtaget forbrugerne. Hun vil dog ikke sige, om BYD stopper priskrigen – ingen tør tilsyneladende risikere faldende omsætning lige nu.
De færreste vil overleve
I bilindustrien er der generelt enighed om, at kineserne er kommet for at blive. Men også, at der er alt for mange kinesiske mærker, der kæmper om det samme marked. Mange – formentlig de fleste – vil ikke være her om blot få år. På et tidspunkt vil den kinesiske stat reducere eller helt fjerne statsstøtten, og så vil de kun de bedste og største kinesiske bilmærker overleve.
”Der foregår lige nu et udskilningsløb, der skal afgøre, hvilke fem til syv kinesiske bilproducenter, der vil overleve på den lange bane,” sagde den danske brancheanalytiker René Tønder fra AutoInc allerede sidste år.