Ny trend: Elbiler med hjælpemotor boomer i Kina

Elbiler med benzin-hjælpemotor, der kan forlænge rækkevidden, er nu den hurtigst voksende biltype i verden – og måske på vej til Europa.

Der findes fossilbiler, hybridbiler, elbiler og … EREV’ere. Det sidste står for Extended Range Electric Vehichles – eller på dansk ’elbiler med udvidet rækkevidde’.

Vi kan lige så godt vænne os til begrebet, for biltypen er lige nu den hurtigst voksende biltype i verden. Det skriver Bloomberg.

Man kunne også kalde EREV for elbiler med hjælpemotor eller generator. For det er, hvad en EREV er. I modsætning til en hybrid, der både trækkes af en elmotor og en fossilmotor, der fødes af både brændstof og strøm fra et batteri, er en EREV i bund og grund en elbil. Elmotoren leverer trækkraften og får strøm fra et batteri. Men i modsætning til rene elbiler har en EREV også en lille hjælpemotor. Den trækker ikke hjulene men bruges udelukkende til at generere strøm til batteriet, hvis det er ved at være fladt.

Årets Bil i 2012

Teknologien er ikke ny. I 2012 blev en EREV – Opel Ampera – endda kåret som Årets Bil i Danmark. Hvis du ikke har hørt om den, er det ikke så mærkeligt. Trods den fine titel blev der stort set ikke solgt nogen herhjemme. Bilen var dyr og på mange måder forud for sin tid. Og så har EREV’er samme udfordring som ladehybrider: De indeholder to teknologier, hvor én som regel er tilstrækkelig.

Et andet eksempel er BMWs lille elbil i3, der en overgang kunne fås i en lignende REx – Range Extender – udgave.

Haler ind på ladehybrider

Sådan ser de ikke på det i Kina, hvor EREV’ere pludselig er blevet populære.

Elbiler dominerer dog i Kina, hvor der sidste år blev solgt hele 6,3 millioner elbiler. I samme periode blev der solgt 3,4 millioner ladehybrider. Set i dét lys lyder et salg på 1,2 millioner EREV’ere i Kina måske ikke meget – men salget steg med 83 pct.

En EREV – elbil med forlænget rækkevidde – kan bedst sammenlignes med en ladehybrid. Men benzinmotoren trækker ikke hjulene, men bruges udelukkende som generator til at oplade batteriet. Det gør konstruktionen mere effektiv og mindre kompliceret. Her chassiset til EREV pick-up’en Ram Ramcharger.

For kinesere, der endnu ikke er klar til at tage springet til en elbil, er EREV blevet et attraktivt alternativ. Med den kan de næsten altid køre elektrisk, men skal ikke bekymre sig om opladning undervejs på længere ture. Her kan de bare gøre som de plejer, og dreje ind på en tankstation.

70 pct. kørsel på el

70 pct. af kørslen i EREV’ere i Kina foretages udelukkende på el. Det skyldes, at den gennemsnitlige EREV har et batteri på 39 kWh, hvilket dækker de flestes daglige kørselsbehov. Alt andet lige er EREV altså en forbedring for miljøet – om end ikke lige så god som rigtige elbiler.

Ifølge Bloomberg vil der blive solgt flere EREV i Kina i 2030 end ladehybrider. Elbiler vil dog være den overordnede vinder. Det skyldes bl.a., at der i dag findes flere ladestandere end tankstationer i Kina.

USA får flere EREV

VW har også læst markedet og vil lancere EREV i Kina (billedet). Og i USA, hvor præsident Trump har indledt en krig mod elbiler, spås biltypen også gode chancer.

Store bilproducenter som Ford, Stellantis og Nissan er på vej med EREV-modeller i USA. Særligt de store pick-up trucks, der er så populære i Nordamerika, kan med fordel forsynes med en lille benzinmotor som generator frem for de gigantiske batterier, der ellers er nødvendige.

Når VW lancerer sit nye undermærke Scout til USA, bliver det også med EREV pick-up’er. VW overvejer også at lancere biltypen i Europa.

BMW overvejer angiveligt at lave en EREV-udgave af den kommende iX5 SUV, der ellers er udviklet som ren elbil. Om den også skal tilbydes i Europa er uvist.

Overgangsløsning

I Europa er det nok mere tvivlsomt, om elbiler med hjælpemotor vil slå an. Alt andet lige bliver en EREV dyrere at fremstille end rene elbiler, og de europæiske myndigheders miljøkrav er også skrappere.

Måske godt det samme. Selv om EREV’ere er på fremmarch er biltypen ifølge analytikere fortsat en overgangsløsning mellem fossilbiler og elbiler. Mindre kompliceret og mere miljøvenlig end ladehybrider, men omvendt mere kompleks, dyrere og miljøbelastende end ’rigtige’ elbiler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here