BILTEST: Trods to års forsinkelse på grund af softwareproblemer virker Volvo EX90 ufærdig, ulogisk og overvægtig. Men komforten er tårnhøj.
Hvilken bil?
EX90 er Volvos elektriske flagskib – en mere end fem meter lang SUV, der er født med tre sæderækker og plads til syv. Topmodellen fås også i en udgave med seks enkeltsæder. Dermed er den blandt de få elbiler, der bejler til storfamilier med stort bilbudget.
Volvo har siden 2010 været en del af den kinesiske Geely-koncern, der også tæller mærker som Polestar, Zeekr og Lotus. EX90 deler teknik med den lavere og mere sportslige Polestar 3 – inklusive 400 volt teknologi, der fremstår outdated i denne prisklasse anno 2025. Volvo vil da også på et tidspunkt opgradere EX90 til 800 volt, der bl.a. giver hurtigere lynladning. Her er der tale om hardware, så det bliver ikke en forbedring nuværende EX90-ejere får som en trådløs opdatering. Det vender vi tilbage til.
Volvo EX90 fås fra 736.000 kr. med baghjulstræk og en rækkevidde på 603 km. Testbilen er topmodellen Twin Motor Performance Ultra med hele 380 kW, firehjulstræk og 620 km rækkevidde til 1.020.000 kr.
Vidste du at?
Volvo viste Volvo EX90 i 2022, men begyndte først at levere biler i slutningen af 2024. I Danmark er salget først rigtigt kommet i gang i år.
Forsinkelsen har på alle måder været dyr for Volvo. Problemet har især været ufærdig software, som det angiveligt har kostet Volvo milliarder at få – nogenlunde – styr på. Volvos kinesiske ejere har været så utilfredse med forløbet, at man i foråret fyrede Volvo-chefen Jim Rowan og i stedet gav comeback til den gamle topchef Håkan Samuelsson.
Ikke desto mindre klager nybagte Volvo EX90-ejere fortsat over software fejl, der kan medføre alt fra skærme og lygter, der går i sort, til defekte dørlåse og manglende forbindelse mellem mobiltelefoner og bilen.
Det amerikanske forbrugermagasin Consumer Reports sammenlignede for nylig Volvo EX90 med Fisker Ocean, og kaldte bilen ufærdig. Efter en uge bag rattet i EX90, er vi tilbøjelige til at give dem ret.
Hvordan er førerpladsen?
Førerpladsen fremstår visuelt ’ren’ og rolig – det er skandinavisk minimalisme, som vi kender det fra Volvo. Her er trykfelter på rattet til bl.a. fartpilot og lyd samt en stor drejeknap til lyden i midterkonsollen, ellers er al betjening samlet i den store, lodret placerede centerskærm.
Navigation og stemmestyring er Google-baseret og fungerer godt. Den øvrige betjening virker dog ikke intuitiv – bl.a. skal man vænne sig til, at nogle funktioner ændrer sig med farten. Når du vil ændre temperaturen sker det ikke direkte på temperatur-tallet. I stedet åbner skærmen et nyt vindue, som du skal trykke på – og derefter klikke væk. Det er at overkomplicere en simpel kommando.
På samme måde er der nogle gange en genvejstast til åbning af handskerummet på centerskærmen – andre gange skal du søge den frem. Og så den virkeligt dumme: Volvo nøjes med to knapper til fire elruder: Du skal altså først trykke på en knap, for at vælge for- eller bagruder – og du kan ikke mærke forskel, men skal se en lysindikation i selve knappen i døren. Fy faen, som de siger i Sverige – det er jo helt sort for et mærke, der går op i sikkerhed.
Generelt skal du kigge meget på skærmen og dermed væk fra vejen for at betjene EX90. Vi ville foretrække flere fysiske knapper, der kunne betjenes i blinde – også for trafiksikkerhedens skyld.
Bortset fra en modvillig Bluetooth-forbindelse var softwaren stabil i testugen. Men selv efter at have nærlæst manualen grundigt, blev vi aldrig rigtigt dus med betjeningen i EX90. Her virker den meget ’kinesisk’ med sin entydige satsning på skærmbetjening. Har man prøvet en Renault 5 til en fjerdedel af prisen, ved man, hvor meget lettere og mere logisk betjeningen kan gøres.
Hvordan opleves kabinen?
Vi er vilde med den cool, skandinaviske stil – her understreget af træindlæg i birk og delvist uldbetræk på sæderne. Det ser godt ud og ligner ikke andre biler.
Finish og byggekvalitet virker dog gennemsnitlig. F.eks. var der vedholdende knirkelyde fra højre side i testugen, der ikke klæder en milliondyr topmodel.
Volvo EX90 er enorm uden på – og lidt mindre inden i. Det skyldes, at Volvo har prioriteret en meget lang motorhjelm og et overraskende stort bagagerum, selv med tredje sæderække i brug. Foran udnytter Volvo pladsen til et stort frunk inddelt i tre rum – men er man omkring 170 cm, kan det være svært at lukke motorhjelmen igen. Så høj er EX90.
Foran er der god plads, mens benpladsen på anden række er gennemsnitlig. Tredje sæderække er kun til børn. Og de må gerne gå til gymnastik, for selv om sæderne på anden række vipper frem, så der bliver OK plads ind på tredje sæderække, skal benene løftes højt op, for at kravle op i EX90. Endnu et eksempel på, at EX90s størrelse nogle gange virker som en ulempe.
Er sikkerheden i orden?
Volvo EX90 er endnu ikke crashtestet af Euro NCAP. Det skal nok komme, og vi tør godt vædde tre dåser surstrømning på, at den slipper fra mødet med muren til topkarakter. Tårnhøj sikkerhed er Volvos varemærke, så intet at frygte der.
Spørgsmålet er, om vi andre skal frygte Volvo EX90?
Kampvægten for den over fem meter lange og næsten to meter SUV siger 2.750 kg. Med kernefamilien og lidt bagage ombord begynder vi at nærme os grænsen for et almindeligt kørekort. Tilmed er Volvo EX90 blandt de højeste personbiler på markedet. Én ting er den massive vægt og enorme størrelse, hvis EX90 kommer i en situation, hvor den skal undvige en farlige situation. Det vil alt andet lige være sværere end i en mindre bil. Men tanken om, hvad der sker, hvis den svensk-kinesiske kolos rammer en af de titusindvis af mikrobiler som VW Up, Citroën C1 og Toyota Aygo, der kører rundt i Danmark lige i brysthøjde er decideret skræmmende…
Sikkerhed er også det, der med en fint ord hedder kompatibilitet – at tingene passer sammen. Med Volvo EX90 er vi oppe i en størrelse og vægt, hvor sikkerhed mest er for dem, der sidder inde i bilen – ikke for medtrafikanterne.
Hvordan kører den?
Den gode nyhed først: Volvo EX90 tilbyder et højt niveau af komfort. Særligt her i udgaven med luftaffjedring, der får giganten til at svæve ubesværet over alt andet end skarpkantede ujævnheder. Støj fra vind og dæk er også effektivt dæmpet, og gør EX90 til en komfortabel rejsevogn.
Den anden side af mønten er, at Volvos flagskib sejler rundt på asfalten, når vejen drejer eller du bremser eller accelererer. Og det gælder også med affjedring og styretøj sat i strammeste indstilling og de enorme 22-tommer hjul med sportslig dækprofil, som testbilen er udstyret med.
Fair nok, for det ville være en umulig opgave at lave en dynamisk køreoplevelse i så stor og tung en bil som EX90, så Volvo gør det rigtige ved at sætte alle pengene på komfort.
Men Volvo har ikke helt styr på bevægelserne, når du bremser, accelererer, genvinder bremseenergi eller justerer kursen i en sving. Her nikker, stejler og-eller krænger EX90 ved hver eneste aktion, og det gør den upræcis og utilfredsstillende at køre på mindre veje og i byen. Eller sagt med andre ord: Volvo EX90 shiner på motorvejen, men er bogstaveligt talt tung at danse med alle andre steder.
Hvordan er motor og opladning?
Trods sumo-vægten er Volvo EX90 ekstremt hurtig. Her i topmodellen sørger en ekstra motor ikke blot for firehjulstræk, men fordobler næsten motorkraften til massive 380 kW (517 hk). Sammen med et lastbil-værdigt moment på knapt 1.000 Nm, kan kolossen accelerere fra 0-100 km/t på under fem sekunder. Det virker naturstridigt, ja skræmmende, fordi du hele tiden mærker den enorme masse, som du slynger afsted – og straks begynder at tænke på, hvordan du kan tøjle…
I forhold til EX90s vægt og tilbagelænede og komfortorienterede natur virker superkræfterne som en overdrivelse. Vi ville nøjes med basisudgaven og få en bil i bedre balance.
Hurtig kan man til gengæld ikke kalde opladningen. To års forsinkelse betyder, at Volvo har sendt EX90 på markedet med 400 volt teknologi, der gør det muligt at lynlade 10-80 pct. på en halv time. I mellemtiden er konkurrenterne gået over til 800 volt. Audi Q6 klarer samme øvelse på 21 minutter, mens Zeekr 7X fra Volvos egen Geely-familie gør det på 13. Volvo har da også lovet, at EX90 på et tidspunkt skifter til 800 volt teknologi.
Volvo lover et strømforbrug på 4,8 km pr. kWh. Det er prisen for vægten og størrelsen. Til gengæld lykkedes det os faktisk at nå det lovede gennemsnit i en uge med godt 20 grader og mest landevejs- og motorvejskørsel. Med et batteri på 111 kWh (brutto), giver det en sommerrækkevidde op mod 480 km. Det er godkendt – men vidner mere om et enormt batteri end høj effektivitet.
Passer prisen?
Både og. En million kr. er og bliver mange penge for en bil, men den tilsvarende Volvo XC90 med hybrid benzinmotor er 55.000 kr. dyrere.
Sammenlignet med konkurrenterne ser Volvo EX90 dog dyr ud. Også selv om Volvo ikke fedter med udstyret.
Volvo EX90 er også blandt de meget få elbiler, der har syv siddepladser – det retfærdiggør en merpris og kan være med til at gøre EX90 mere værdifast.
Imod taler softwareproblemer og 400 volt-teknologi. Der er fortsat for mange historier om udfordringer med softwaren, og det vil øge værditabet.
Værdien får endnu et hug, når Volvo lancerer EX90 med 800 volt-teknologi. Det er hardware, som eksisterende EX90 ikke kan udstyres med. Det sikre råd er derfor at vente med at købe EX90, til den fås med den lovede 800 volt-teknologi.
Er der alternativer?
Hvis du vil have en stor premium-SUV med syv sæder, har Volvo EX90 lige nu banen for sig selv.
Nærmeste alternativ er den glimrende Kia EV9. Som Long Range Performance Premium med 282 kW, firehjulstræk og 541 km rækkevidde koster den ’kun’ 615.000 kr. – og har endda den 800 volt teknologi, som Volvo EX90 mangler. Kia EV9 har bedre plads og kører bedre end EX90, men mangler prestigen…
Den har Mercedes EQE SUV til gengæld. Som 350 4Matic AMG Edition med 235 kW, firehjulstræk og 559 km rækkevidde til 690.000 kr. er den velkørende Mercedes endda billigere end basisudgaven af Volvo EX90.
Audi Q6 e-tron Quattro fra 760.000 med firehjulstræk, 285 kW, 100 kWh batteri og 569 km rækkevidde har kun fem sæder, men hurtigere lynladning med moderne 800 volt-teknologi.
BMW iX xDrive60 M Sport med 400 kW, firehjulstræk og hele 688 km rækkevidde er det dynamiske alternativ til 780.000 kr. Så kan du leve med fem sæder er BMW’en overraskende nok hele 240.000 kr. billigere end Volvo EX90.
Og så den virkeligt spændende outsider fra Volvos egen familie: Zeekr X7 AWD Privilege med 463 kW, firehjulstræk, 800 volt-teknologi med 10-80 pct. opladning på sølle 13 min., 543 km rækkevidde og stort set alt i udstyr som aktiv luftaffjedring og eldrev på alle døre (!) til en rund halv million kr. Zeekr 7X er 25 cm kortere end Volvo EX90 og mangler den tredje sæderække, men har flere kræfter og mere udstyr til mindre end det halve af prisen på den testede Volvo EX90.
Konklusion:
For: Komfort, syv sæder, skandinavisk kabinedesign
Imod: Vægt, størrelse, sejlende køreegenskaber, 400 volt, betjening, kun tre års garanti.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Volvo EX90 Twin Motor Performance Ultra
Pris: 1.020.000 kr. (EX90 fås fra 736.000 kr.)
Anslået kontantrabat: * 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (bil/rust): 3 år (100.000 km)/12 år
Garanti (batteri): 8 år (160.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet.
Antal airbags: 7
Længde/bredde/højde: 504/196/174 cm
Akselafstand: 299 cm
Bagagerum (7 sd/5 sd): 390/750 liter + 46 liter frunk
Vægt: 2.750 kg
Anhængervægt: 750/2.200 kg m. bremse
Batterikapacitet : 111 kWh brutto
Rækkevidde (WLTP): 620 km
Forbrug: 4,8 km/kWh
Forbrug i test: 4,8 km/kWh (20-24 gr., mest tørt, mest landevej/motorvej op til 130 km/t)
Ladeevne: Op til 250 kW DC/11 kW AC
Opladningstid: 30 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. 10 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 380 kW (517 hk), 910 Nm, firehjulstræk
0-100 km/t: 4,9 sek
Topfart: 180 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremsesystem m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, blindvinkelassistent, vejskiltegenkendelse, LED-matrix forlygter m. aut. op- og nedblænding, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, p-sensorer for og bag, 360 graders kamera, aut. nedblænding af bakspejl, regnsensor, elektrisk justerbare forsæder m. varme, lændestøtte og massage, 4-zonet klimaanlæg, nøglefri betjening, fodudløst elektrisk bagklap, 15 tommer infotainmentdisplay m. Google navigation, ambientebelysning, DAB-radio, stemmebetjening, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, 21 tommer alufælge, varmepumpe. (* Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 7.900 kr.
22” fælge: 17.000 kr.
Pilot Assist pakke: 22.900 kr.
B&W lydanlæg: 38.000 kr.
Elektrisk anhængertræk: 14.900 kr.