Nu kommer konsekvenserne af Trumps told: Mercedes stopper al eksport af elbiler til USA og giver op til 16 pct. rabat på eksisterende biler.
Mercedes hamrer bremsen i på det amerikanske marked. Al eksport af elbiler til USA sættes på pause. Samtidig giver Mercedes op til 16 pct. rabat på de elbiler, der allerede står hos amerikanske forhandlere. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Målet er at få tyndet ud i lagrene og undgå at brænde inde med kostbare elbiler, inden USA udfaser al økonomisk støtte og skattefordele til elbiler og ladestandere med udgangen af september. Det sker som led i præsident Donald Trumps ’krig mod elbiler’.
Hertil kommer, at Trump har lagt 25 pct. told på alle biler, der importeres til USA.
Andre mærker bremser også
Udenlandske bilmærker som Mercedes rammes altså dobbelt på det enorme amerikanske marked, der er afgørende for det tyske bilmærke.
Andre bilmærker har lignende planer i USA. VW, Audi, Porsche og Jaguar stoppede midlertidig al eksport allerede i april. Flere kan følge efter.
Logisk udvikling
Udviklingen er ikke overraskende, men den logiske konsekvens af Trump-administrationens aggressive handelspolitik.
Når udenlandske bilproducenter træder på bremsen i forhold til USA, handler det umiddelbart om det, amerikanerne kalder damage control og A.P. Møller omtaler som rettidig omhu: Usikkerheden på det amerikanske marked er stor, og den største risiko på den korte bane er at brænde inde med en masse biler, der pludselig er usælgelige.
På længere sigt skal Mercedes og Co. finde en mere langtidsholdbar løsning: Skal de bare skrue ned i USA, bygge biler i USA for at slippe for told eller noget helt tredje?
Alle taber
Økonomisk får det konsekvenser. I forbindelse med de halvårsregnskaber, der strømmer ind lige nu, melder stort set alle bilmærker om tab i USA. Selv de amerikanske, der bliver ramt at told på import af bildele.
VW annoncerede forleden, at de har tabt omkring 10 mia. kr. på den amerikanske importtold.
Mercedes har f.eks. tabt 10 pct. af sin globale omsætning i første halvår. Ud over udfordringerne i USA handler det – præcis som mange andre vestlige bilmærker – om faldende salg i Kina, der er verdens største bilmarked.
Mercedes har en plan. Produktionen til USA kan øges på den amerikanske fabrik, som Mercedes allerede har i Tuscaloosa. Samtidig skruer tyskerne ned for elbil-ambitionerne. Forholdet mellem fossil- og elbiler vendes om, så Mercedes frem mod 2027 vil lancere 19 nye modeller med fossilmotorer mod 17 nye elbiler.
Tror stadig på elbiler i USA
Det betyder ikke, at Mercedes har mistet troen på elbiler. Tværtimod – selv ikke i et USA, der under Trump direkte modarbejder omstillingen til elbiler.
“Vi tror ikke, at efterspørgslen på elbiler i USA bevæger sig mod nul. På mellemlangt og langt sigt forventer vi, at salget af elbiler i USA vil stige,” sagde Mercedes-chef Ola Källenius i forbindelse med fremlægningen af halvårsregnskabet i denne uge.