Amerikansk startup giver konkursramte Northvolt comeback

Amerikanske Lyten køber den konkursramte svenske batteriproducent Northvolt og genstarter Europas drøm om egne batterier til elbiler.

Northvolt var i flere år Europas store håb om at frigøre sig fra den asiatiske dominans på batterimarkedet. Selskabet skulle levere “verdens grønneste batteri” og havde milliardordrer fra bilproducenter som BMW, Volkswagen og Volvo i ordrebogen. Men drømmen krakelerede i marts 2025, da Northvolt måtte dreje nøglen om efter massive gældsproblemer, forsinkede fabriksprojekter og et hul i pengekassen, der endte i konkurs.

Nu får historien et dramatisk twist. Den amerikanske batteristartup Lyten overtager Northvolts fabrikker i Sverige og Tyskland – herunder det store produktionsanlæg i Skellefteå, forskningscentret i Västerås og det endnu ufærdige fabrikskompleks i tyske Heide. Handlen omfatter også Northvolts patenter og teknologiske knowhow.

Genstarter produktionen

Lyten, der satser på en ny type litium-svovl-batterier, vil ifølge selskabets egen udmelding hurtigst muligt genstarte produktionen i Skellefteå og forskningsarbejdet i Västerås. Tanken er at genansætte mange af de tidligere Northvolt-medarbejdere, så kompetencer og erfaringer bevares i Europa. Også det tyske Heide-projekt skal fortsætte.

Med opkøbet får Lyten adgang til 16 gigawatt-timers eksisterende kapacitet og yderligere 15 gigawatt-timer under opførelse – med mulighed for at udvide til over 100 gigawatt-timer. Det kan gøre en mærkbar forskel for Europas forsøg på at sikre en stabil, lokal batteriforsyning, uafhængig af dominerende kinesiske leverandører.

Satser på svovl

Hvor Northvolt var bygget op omkring klassiske litium-ion-batterier, vil Lyten i højere grad satse på litium-svovl-teknologi. Ifølge selskabet er teknologien både billigere at producere, mere energitæt og mindre afhængig af sjældne råstoffer som nikkel, kobolt og mangan. Det kan på sigt gøre batterierne mere bæredygtige – både miljømæssigt og økonomisk – og give elbiler længere rækkevidde.

Lyten har allerede vist, at de mener det alvorligt. Kort forinden opkøbet af Northvolts kerneaktiver købte de også Northvolts BESS-fabrik i Polen. Det er Europas største anlæg til produktion af batterienergilagringssystemer.

Med den kombination af energilagring og avancerede batterier står Lyten nu med en platform, der både kan forsyne bilindustrien og den grønne energisektor.

Nyt håb for Europa

Northvolts konkurs var et hårdt slag for Europas ambitioner om at blive selvforsynende med batterier til elbiler. Men Lyten-opkøbet viser, at de mange års investeringer i infrastruktur, teknologi og knowhow ikke nødvendigvis går tabt. Lykkes det amerikanerne at levere på planerne, kan det blive startskuddet til et nyt kapitel – denne gang med litium-svovl som drivkraft.

For de tusinder af tidligere Northvolt-ansatte i Skellefteå, Västerås og Heide er der igen udsigt til at stå ved samlebåndene. Og for bilproducenterne i Europa kan Lyten blive den leverandør, der endelig giver kontinentet et reelt alternativ til de kinesiske giganter.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Det er da selvfølgelig bedre end ingenting, men lidt sørgeligt at 'nyt håb for Europa' skal betyde et Amerikansk selskab.

    Når det er så vigtigt for Europa at blive selvforsynende på det her område, er det da utroligt at Europæisk erhverv ikke kunne samle den her op.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here