Lavere elafgift gør det nemmere og billigere at være elbilist

elafgift
Foto: Zaptec

Næste år falder elafgiften stort set væk. Dermed er det farvel til refusion af elafgiften og goddag til lavere og mere overskuelige ladepriser for elbilister.

Fra nytår vil regeringen stort set fjerne afgiften på strøm – fra de nuværende 72,8 øre til blot 0,8 øre pr. kWh. Det betyder lavere elpriser for alle danskere. Og for danskere, der lader elbilen derhjemme, får det endnu større betydning.

Uden elafgift er det nemlig også et farvel til de omdiskuterede refusionsordninger. Hidtil har man kunnet få tilbagebetalt elafgiften på den strøm, man har brugt derhjemme til opladning af elbilen. Men kun, hvis man havde et abonnement hos en ladeoperatør, der var autoriseret til at håndtere refusionsordningen.

Frit valg af operatør og ladebokse

Det vil ikke længere være nødvendigt. Og dermed kan ejere af elbiler nu vælge mere frit mellem både ladeoperatører og også de ladebokse, der var nødvendige for at få afgiftsrefusion.

Potentielt kan det vende op og ned på markedet for opladning af elbiler, hvor ladeoperatører som Clever har haft stor succes med at tilbyde dyre abonnementsordningen med all inclusive – herunder refusion af elafgiften.

70 pct. for dyrt

Den besværlige refusionsordning har fået mange danske elbilejere til at vælge bekvemme ordninger hos ladeoperatører, som både Konkurrencerådet og Forbrugerrådet Tænk har kritiseret for at være alt for dyre.

Ifølge de to Råd betaler danske elbilister op til 70 pct. for meget for at kunne oplade deres elbiler derhjemme. En vurdering, som ladeoperatøren EWII tidligere i år erklærede sig enig i.

Store besparelser

Med fjernelsen af elafgiften kan elbilister se frem til store besparelser. Kører man omkring 10.000 km årligt, bliver besparelsen typisk 1.400 kr. årligt – og dobbelt så meget, 2.800 kr., hvis man kører 20.000 km årligt.

Alt andet lige bliver det altså endnu billigere at køre elbil i Danmark – og gabet op til fossilbiler øges. På den måde bakker de nye elafgifter op om regeringens planer for et lavere CO2-udslip.

Kun i to år

Der er dog tale om en midlertidig periode. Regeringen vil fjerne elafgiften i en to-årig periode. Fra 2028 kan den altså komme i spil igen.

Om det sker er uvist. Regeringen arbejder også på en omlægning af registreringsafgiften på alle biler. Her kan fjernelsen af elafgiften måske blive et argument for gradvist at indføre registreringsafgift på elbiler. I dag er elbiler de facto fritaget for registreringsafgift. De fleste forventer, at registreringsafgiften genindføres i et eller andet omfang – staten har simpelthen brug for penge til mere velfæld og ikke mindst den annoncerede oprustning.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here