Opel vil alligevel ikke kun bygge elbiler fra 2028, men fortsætter med også at tilbyde benzinbiler. Dermed følger Opel i hjulsporene på flere tyske bilmærker.
Opel ændrer planer. Det tyske traditionsmærke var godt på vej til at gøre lynet i mærkets logo mere relevant end nogensinde med et mål om kun at udvikle elbiler fra i år og kun sælge elbiler fra 2028. Et træk, der ville gøre Opel til pionér på området blandt de traditionelle bilmærker.
Men nu har Opel ombestemt sig. Der skal fortsat udvikles nye modeller med forbrændingsmotorer, og de skal også sælges på den anden side af 2028.
Langsommere end forventet
Årsagen er, at omstillingen til elbiler går langsommere end forventet på flere markeder. Det var især tilfældet i 2024, men i år har elbilerne atter fundet gnisten i de fleste europæiske lande, hvor Opel sælger biler.
Set i det perspektiv kan Opels beslutning virke overilet. En del af forklaringen er formentlig, at Opel simpelthen kan tjene flere penge på at sælge fossilbiler lidt endnu. Det er kendt teknologi, hvor udviklingsomkostningerne for længst er afskrevet. I modsætning til elbiler, der er ny teknologi med lavere indtjening.
”Denne (forbrændingsmotorer, red.) er ikke begrænset til 2028, når efterspørgsels-siden (kunderne, red.) ønsker noget andet, men vi har stadig et klart mål om at nedbringe CO2-udslippet fra vores virksomhed og vores biler. Aktuelt gennemgår vi vores planer og tilpasser dem til de nye forhold,” siger en talsmand for Opel til avisen Bild.
Nye biler som både el og fossil
Konkret betyder de ændrede planer, at en ny Corsa i 2027 og en nye Astra i 2028 alligevel ikke kun udvikles som elbiler, men også kommer med forbrændingsmotorer. Nuværende og næsten nye modeller som Frontera og Grandland findes allerede med begge drivliner. Dog ikke i Danmark, hvor importøren kun sælger de rent elektriske udgaver. Det danske afgiftssystem vil gøre fossiludgaverne urealistisk dyre.
Opels plan er at tilbyde de mindre modeller med mild-hybrid teknik, mens de større biler bliver ladehybrider med et større batteri, der kan oplades i en stikkontakt.
Følger andre tyske mærker
At Opel træder på bremsen for omstillingen til elbiler understreges af, at Stellantis-koncernen, som Opel indgår i, har sat byggeriet af en batterifabrik i Tyskland på pause. Planen var at fremstille 600.000 elbil-batterier årligt hjemme i Tyskland. Sidst på året beslutter Stellantis, fabrikken skal bygges eller sløjfes.
Opel er langt fra den eneste bilproducent i Tyskland, der bakker på tidligere så ambitiøse planer for elbiler. BMW, Mercedes og VW-koncernen har alle skubbet deres planer for kun at fremstille og sælge elbiler længere ud i horisonten end oprindelige udmeldinger om at gøre det fra omkring 2030.