Polestar følger konkurrenterne og udvider garantien til fem år. Samtidig kan nye kunder vælge mellem rentefrit lån eller fem års Clever-abonnement.
Svensk-kinesiske Polestar gør som stadig flere bilmærker på det danske marked og udvider nu garantien på selve bilen fra to til fem år / 150.000 km.
Garantien på fem år indføres den 14. oktober, men vil også gælde alle Polestar, der enten er bestilt eller leveret siden 1. oktober.
Dermed forlader Polestar en stadig mindre klub af bilmærker, der fortsat nøjes med to års garanti. Det er bilmærker som BMW, Fiat, Jeep, Mini og Porsche. Med Polestars udspil stiger trykket på de få tilbageværende mærker, der nøjes med den mindste garanti. Flere af dem har tidligere sagt til Hvilkenbil, at “de nøje følger markedet og udviklingen.”
VW rykkede først
Bevægelsen mod længere nybilsgaranti begyndt for alvor i slutningen af 2024, da Semler, den danske importør af bl.a. VW, Skoda, Audi og Cupra, pludselig nybilsgarantien fra to år til fem år/150.000 km på mærkernes elbiler.
Det skete efter lang tids pres fra flere bilmedier som bl.a. Hvilkenbil, der steg i styrke i forbindelse med flere sager om meget dyre reparationer af næsten nye elbiler.
Efter Semler tog konsekvensen, fulgte Ford trop. Derefter Mercedes – dog lidt tøvende i form af en tidsbegrænset kampagne, der indtil videre kører året ud.
Herefter tog Citroën, Opel og Peugeot springet. Kort efter fulgte Mazda med, derefter Renault, så udvidede VW de fem års garanti til også at omfatte elektriske varebiler, og senest var det så Volvos tur i august til at give fem års garanti/200.000 km på mærkets elbiler.
Det skal blive spændende at se, hvilket mærke der bliver det næste, der indfører fem års nyvognsgaranti. Og hvad der sker med de især japanske mærker, der i dag tilbyder tre års garanti.
Rentefrit lån eller fem års opladning
Polestar markerer den forbedrede garanti med to attraktive muligheder for mærkets kunder.
Nye kunder kan fremover vælge mellem to gode tilbud:
- 5 års opladning: Et 5-årigt Clever One-abonnement samt installation af ladeboks følger med købet og sikrer, at kunderne ikke behøver bekymre sig om opladning.
- 0 pct. fast rente i 8 år: Købere kan vælge en attraktiv finansieringsløsning med 0 pct. fast rente i en låneperiode på 96 måneder.
Kunderne kan dog ikke kombinere de to muligheder, men skal vælge den ene af dem.
Udover den nye fem års garanti tilbyder Polestar som de fleste konkurrenter otte år / 160.000 km på batteriet.
Bilmærkernes nyvognsgaranti
Aiways: 5 års nyvognsgaranti eller 160.000 km *
Alfa Romeo: 2 års nyvognsgaranti
Audi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
BMW: 2 års nyvognsgaranti
BYD: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Citroën: 5 års nyvognsgaranti*
Cupra: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Fiat: 2 års nyvognsgaranti
Ford: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km *
Honda: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Hongqi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Hyundai: 5 års nyvognsgaranti uden km.-begrænsning
JAC: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km *
Jaguar: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Jeep: 2 års nyvognsgaranti
Kia: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km
Lexus: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km **
Mazda: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Mercedes-Benz: 5 års nyvognsgaranti (foreløbig 2025 ud) *
MG: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km
Mini: 2 års nyvognsgaranti
Nissan: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Omoda: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Opel: 5 års nyvognsgaranti *
Peugeot: 5 års nyvognsgaranti *
Porsche: 2 års nyvognsgaranti
Polestar: 5 års nyvognsgaranti *
Renault: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Seat: 2 års nyvognsgaranti
Skoda: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Suzuki: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Tesla: 4 års nyvognsgaranti eller 80.000 km *
Toyota: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km **
Volkswagen: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Volvo: 5 års nyvognsgaranti eller 200.000 km *
Xpeng: 7 års nyvognsgaranti eller 160.000 km *
Bemærk * gælder kun for elbiler. ** Op til 10 år/185.000 km nyvognsgaranti, forudsat at bilen serviceres regelmæssigt hos autoriserede værksteder.