EU poster 600 millioner euro i 3.500 nye lynladere på tværs af Europa. 586 af dem skal levere over 1.000 kW.
Der skal endnu mere fart på omstillingen til elbiler i Europa, mener EU Kommissionen. I en ny bevillingsrunde har kommissionen derfor afsat 600 millioner euro - 4,5 milliarder kroner - til 70 nye projekter for lynladning af elbiler.
Det bliver til flere end 3.500 nye lynladere, der skal opstilles på tværs af de 24 medlemslande i EU.
Kun lynladere
Lynladerne skal især opstilles langs de store motorveje i EU, og derfor skal pengene udelukkende bruges på lynladere. 1.000 af dem skal levere 150 kW, flere end 2.000 skal yde 350 kW, mens 586 af de nye lynladere kommer helt op i megawatt-klassen. Det vil sige, at de leverer hele 1.000 kW - cirka tre gange så meget som de kraftigste lynladere i dag.
Megawatt-laderne skal hovedsageligt bruges til elektriske lastbiler. P.t. findes der heller ikke person-elbiler i Europa, der klarer mere end 4-500 kW, men flere kinesiske elbilmærker lover, at de skulle være på vej.
Øger kapacitet 4 pct.
Der findes i forvejen flere end 80.000 lynladere i EU-landene. De 3.500 nye lynladere vil øge kapaciteten med ca. fire procent.
EU nøjes ikke med at støtte udbredelsen af lynladere til elbiler. I den nye bevilling er der også afsat penge til at reducere CO2-udslippet fra sø- og luftfart. Hertil kommer tilskud til at opføre 38 brintstationer til last- og personbiler, der kører på brint.






