Jaguar har fremstillet sin sidste fossilbil

Den sidste Jaguar med forbrændingsmotor - SUV’en F-Pace - er rullet af samlebåndet i Solihull. Fremover vil Jaguar kun fremstille elbiler.

En æra i britisk bilindustri er slut: Den sidste Jaguar med forbrændingsmotor er kørt af samlebåndet på fabrikken i Solihull i det centrale England. Fremover vil det britiske traditionsmærke kun fremstille elbiler.

Sidste bil til at lukke og slukke for Jaguars fossile fortid, var en sort F-Pace i topudgaven SVR. Den store SUV takker af med manér som den mest solgte model i Jaguars historie. Flere end 300.000 F-Pace er blevet fremstillet siden lanceringen i 2016.

Fremstiller slet ingen biler

Faktisk markerer den sidste F-Pace også en overgangsfase, hvor Jaguar slet ikke fremstiller biler. 

Fabrikken i Solihull skal nu omstilles til at fremstille Jaguars første elbil - den endelige produktionsklare udgave af den stærkt omdiskuterede koncept-sportsvogn Type 00.

Med overgangen til elbiler skifter Jaguar-mærket samtidig karakter. Fremover skal der kun sælges meget eksklusive og kostbare biler til et mindre, men velbeslået publikum. Hvor Jaguar indtil nu har konkurreret med mainstream premium-mærker som Audi, BMW, Mercedes, Volvo og Lexus, rykker mærket en klasse op. Her hedder konkurrenterne Bentley, Ferrari og Lamborghini.

Hånet af Trump

Hamskiftet ledsages af et helt nyt formsprog og logo, samt en markedsføringskampagne, som mange har kritiseret for at være woke. Selv USA’s præsident Donald Trump har følt sig kaldet til at håne det ‘nye’ Jaguar for at være en - med typiske Trump-versaler - “TOTAL KATASTROFE!” 

For nylig forlød det, at Jaguar Land Rover-koncernens mangeårige designchef Gerry McGovern, der også har tegnet Type 00, var blevet fyret. Jaguar benægtede dog efterfølgende at have fyret McGovern, men hverken Jaguar eller designchefen har siden ladet høre fra sig. Reelt ved omverdenen ikke, hvem der er designchef for Jaguar.

Måske er det hele led i mærkets meget omtalte “re-branding”. Omtale har det i hvert fald ikke skortet på, og som salig Simon Spies som bekendt fastslog, er “dårlig omtale bedre end ingen omtale”.

Den første, rent elektriske sportsvogn, der skal genføde Jaguar-mærket, forventes at køre af samlebåndet i Solihull til sommer.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here