Lille bilmærke sætter vild salgsrekord

cupra danmark

VW’s spanske mærker Cupra og Seat leverede næsten 600.000 biler i 2025 - det højeste antal i koncernens historie. I Danmark blev salget fordoblet.

Fra grim ælling til smuk svane. Sådan kan man næsten beskrive udviklingen for VW-koncernens spanske dattermærker Seat og Cupra. 

Især Cupra, der blev født som Seats performance-mærke, har nærmest genfødt VW’s spanske afdeling. Cupra har vokset sig større end Seat og leverede hele 328.800 biler sidste år – en fremgang på 32,5 procent sammenlignet med 2024. Samtidig rundede Cupra én million solgte biler globalt siden brandets lancering.

Hver fjerde Cupra er elektrisk

Mærkets elbiler udgjorde 24,2 procent af Cupras samlede salg, anført af Born med 43.700 leverede biler og Tavascan med 36.000 leveringer. Samlet set styrkede Cupra sin position som et af Europas hurtigst voksende bilmærker med en europæisk markedsandel på 2,22 procent.

I Danmark fordoblede Cupra næsten sin markedsandel. Mærket gik fra 3,3 til 6,5 procent, og kom ud af 2025 som det sjette mest solgte bilmærke i Danmark.

Seat leverede i alt 257.400 biler i sit 75-års jubilæumsår og markerede året med verdenspremiere på nye generationer af Ibiza og Arona samt en tydelig plan for mærkets fremtidige udvikling.

Seat taber terræn

Fordi Seat ikke har elbiler på programmet, spiller mærket en stadig mindre rolle på det danske marked. Faktisk fik Seat næsten halveret sin markedsandel til blot 0,5 procent i 2025 med et salg på mindre end 1.000 biler i alt. Så mens Cupra er en bragende succes i Danmark, er Seat ved at glide ud i glemslen som det blot 24. mest solgte mærke i Danmark.

Cupra har til gengæld gode chancer for at øge sin markedsandel i Danmark yderligere i år. Den kompakte Raval bliver nemlig den første af VW-familiens elektriske firlinger, der også tæller VW ID Up og Cross samt Seat Epiq, og lanceres senere i år. Raval fører an, når den kommer til Danmark til sommer.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here