Tesla hæver priserne på alle Model Y med 5.000 kroner og dropper samtidig den billigste variant med lang rækkevidde.
Mens priskrigen på elbiler fortsætter hos de fleste mærker på det danske bilmarked, kører Tesla for en gangs skyld i den modsatte retning.
Samtlige Model Y blev i går sat 5.000 kroner op. Billigste Model Y baghjulstræk koster nu 305.000 kroner. Dyrest er Model Y Performance til 495.000 kroner.
Samtidig fjerner Tesla den næstbilligste Model Y fra modelprogrammet. Efter blot tre måneder er det slut med Model Y baghjulstræk Long Range, der var den nye, ‘standard’ udgave med mindre udstyr, men med et stort batteri og lang rækkevidde.
Gav ingen mening
Modellen var dog blot 10.000 kroner billigere end den tilsvarende Model Y baghjulstræk med væsentligt mere Premium-udstyr. Så meget, at det reelt ikke kunne betale sig at nøjes med standard-udgaven. Modellen gav ikke rigtigt mening, og der har Tesla nu taget konsekvensen af ved helt at sløjfe den.
Formentlig kan den beslutning også forenkle produktionen på Giga-fabrikken i Berlin, hvilket kan være med til at give kortere leveringstider på Model Y.
Overraskende prisstigning
Teslas beslutning om at have priserne på deres bestseller Model Y er ikke desto mindre overraskende.
Det er efterhånden længe siden, at det amerikanske mærke toppede det danske bilsalg. Tværtimod er Tesla under støt stigende pres fra konkurrenter som Toyota, Skoda og VW, der rutinemæssigt overhaler Tesla i salgsstatistikkerne.
Særligt prisstigningen på den billigste Model Y virker ulogisk: Ved at hæve prisen 5.000 kroner, kan den billigste Model Y ikke længere presse sig under den psykologisk vigtige 300.000 kroners-grænse.
Nye priser på Tesla Model Y
Model Y baghjulstræk: 304.990 kr.
Model Y Premium Long Range baghjulstræk: 364.990 kr.
Model Y Premium Long Range firehjulstræk: 404.990 kr.
Model Y Performance firehjulstræk: 494.990 kr.





