Renault Twingo bliver markedets billigste elbil, når den 9. maj lanceres i Danmark til priser fra 147.000 kroner. Alle versioner får 263 km rækkevidde og hurtigladning.
Renault holder ord: Den nye, elektriske Twingo underbyder alle andre elbiler og bliver Danmarks billigste elbil, når den lanceres herhjemme 9. maj. Priserne begynder fra 146.990 kroner for basisudgaven Evolution, mens topudgaven Techno bliver 10.000 kroner dyrere.
Hidtil har en anden fransk bil, Citroën ë-C3, haft titlen som Danmarks billigste elbil til 149.990 kroner.
10-80 pct. på 30 minutter
Begge udgaver af Twingo kører med et lille LFP-batteri på 27,5 kWh, der giver en rækkevidde på 263 kilometer. AC-ladning sker med 11 kWh og kan lade batteriet fra 10 til 100 procent på to en halv time, mens hurtigladning fra 10 til 80 procent tager 30 minutter med op til 50 kW.
LFP-batterier udmærker sig ved ikke at bruge sjældne metaller. De tåler også opladning til 100 procent uden at slide ekstra på batteriet. Endelig er det beskedne batteri med til at holde vægten nede på 1.200 kg, hvilket gør Twingo til en af markedets letteste elbiler.
Ulempen er den beskedne rækkevidde. 263 kilometer gør den ‘franske frø’, som er kælenavnet for den ikoniske Twingo med øjne som en frø, mest velegnet til bytrafik og korte pendlerture.
Justerbart bagsæde
Renault lover ikke desto mindre god plads i den 379 centimeter korte elbil. Det to-delte bagsæde kan forskydes frem og tilbage med op til 17 centimeter. Dermed tilbyder Twingo faktisk bedre plads på bagsædet end i den større Renault 5, hvis sæderne er rykket helt tilbage. Har man brug for mere bagage- end benplads, rykker man sæderne frem og får 360 liters bagagerum. Med sæderne lagt ned er der endda plads til 1.000 liter.
Twingo gør også en dyd ud af rum til småting som nøgler og mønter. I alt er der 19 liter til opbevaring af småting.
Aircondition og fartpilot
Trods titlen som Danmarks billigste kommer selv basisudgaven med en del udstyr. Evolution til har blandt andet 16 tommer fælge, syv tommer skærm til føreren og 10-tommers central skærm med smartphone spejling, fartpilot, aircondition, højdejusterbart førersæde og parkeringssensorer bag som standard.
Får 10.000 kroner ekstra - altså 156.990 kroner - tilbyder Techno desuden Google-baseret infotainment med Google Maps, Google Assistant og Google Play, stemmestyring med Reno avatar, adaptiv fartpilot, automatisk klimaanlæg, One Pedal driving, el sidespejle og seks højttalere.
Twingo kommer i seks forskellige farver. Absolute Red, Absolute Green, Mango Yellow, Starry Black, Grå Schiste og Hvid Glacier. Standardfarven er Mango Yellow, for 3.500 kroner får man den hvide lak, mens de øvrige koster 4.500 kroner.
Udover lakering er 18-tommer fælge til 5.000 kroner noget af det eneste, der kan tilkøbes Twingo.
Store forventninger
Alene designet, hvor Renault endnu en gang sætter strøm til ikoniske modeller i et ‘retro-futuristisk’ formsprog, har givet Twingo enorm omtale. Den tilsvarende retro-moderne elbil Renault 5 har også været en succes for det franske mærke, og Twingo ligner også en vellykket opdatering af originalen fra 1992.

På det elbil-begejstrede danske bilmarked har den danske Renault-importør da også store forventninger til mærkets hidtil mindste og billigste elbil.
”Selv om markedet for mikrobiler er – ja nærmest mikroskopisk – har vi store forventninger til vores lille grønne frø. Kigger man på mikrobilerne udgør de 1 procent af salget herhjemme, men det har vi tænkt os at ændre på med Renault Twingo, der har alt det, der efter vores mening skal til for at blive succes og skabe et nyt segment for elbiler. Den oser af charme, er praktisk og har en skarp pris”, siger pressechef for Renault i Danmark Søren Hyltoft.
Twingo lanceres i weekenden den 9.-10. maj hos alle landets Renault-forhandlere.
Læs mere om Renault Twingo Electric her.
Se guiden over de billigste elbiler i Danmark her.






