Nyt kinesisk bilmærke vil købe VW-fabrik

Xpeng overvejer at købe en af VW’s bilfabrikker i Tyskland. Også selv om de “er en smule gamle”, som den kinesiske bilproducent siger.

Den kinesiske bilproducent Xpeng forhandler med VW og andre europæiske bilproducenter om at købe en eksisterende bilfabrik i Europa. Det kan blandt andet være VW’s fabrikker i Dresden og Osnabrück, som VW ikke selv længere har brug for. Det skriver flere medier som blandt andet Financial Times.

Nyheden kommer blot få dage efter, at VW’s øverste chef Oliver Blume luftede tanken om at importere kinesisk fremstillede VW-biler til Europa eller dele fabrikker med kinesiske partnere. I Kina samarbejder VW ikke bare med Xpeng, men også SAIC, FAW og JAC.

VW skal spare

Samtidig har VW for meget produktionskapacitet i Europa og et akut behov for at spare penge. Derfor ligner et frasalg af en eller flere fabrikker en oplagt løsning for Europas største bilproducent.

Andre er mere skeptiske. Man risikerer at “lukke en ulv i fåreklæder ind”, som analytikeren Horst Schneider fra Bank of America advarede om forleden i forbindelse med VW-koncernens kvartalsregnskab. 

Hos Xpeng, der blot er en 11 år gammel virksomhed, bekræfter Xpengs chef for Nordøsteuropa, Elvis Cheng, at “man er i forhandlinger med VW om at finde en lokation i Europa.” 

VW ejer en mindre andel på 4,99 procent af Xpeng og vil benytte Xpeng-software i flere kommende bilmodeller. I Kina udvikler de to virksomheder biler sammen - foreløbig til det kinesiske marked.

“En smule gamle”

Et dybere samarbejde i Europa lyder derfor logisk, men helt så enkelt er det ikke.

“Vi mener ikke, at alle fabrikker (her i Europa, red.) kan tilfredsstille vores nyeste og fremtidige behov,” forklarer Elvis Cheng, til Financial Times. Og tilføjer, at VW’s fabrikker “er en smule gamle’.

Kinesiske bilproducenter som Xpeng ønsker at fremstille biler i Europa for derved at slippe for EU’s importtold på op til 40 procent på kinesisk fremstillede elbiler. Der kan altså være en stor gevinst ved at flytte noget af produktionen ind i EU. Også selv om lønninger og produktionsomkostninger er meget højere i Europa.

Xpeng fremstiller allerede biler i Østrig hos Magna Steyr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here