Tesla Cybercab får forhjulstræk, 500 kilometers rækkevidde og bliver USA’s letteste elbil, viser dokumenter til godkendelse af den hidtil mindste Tesla.
Tesla Cybercab, mærkets hidtil mindste model, er på vej i serieproduktion. Men først skal den godkendes af de amerikanske myndigheder, der derfor har modtaget de første data på bilen. Data, som amerikanske Car and Driver har opsnappet, og som afslører flere spændende nyheder om Cybercab.
Hverken rat eller pedaler
Cybercab er tænkt som en to-personers, selvkørende taxa, der hverken har rat eller pedaler. Den skal bare tilkaldes via app, så kommer den til adressen, og transporterer to personer og deres bagage, hvorhen de vil.
Der er altså tale om en relativt lille bil - og det kan aflæses på vægten: 1.445 kg er ca. 350 kg lettere end den mindste Tesla Model 3, og gør Cybercab til USA’s letteste elbil.
Til sammenligning vil en Renault Twingo Electric med en køreklar vægt på 1.275 kg være den eneste elbil på det danske marked, der vejer mindre. Men hvor Twingo nøjes med et yderst beskedent batteri på 28 kWh, har Cybercab et batteri på 48 kWh.
Første med forhjulstræk
Det fortæller en historie om, at Tesla har gjort sig umage med at holde vægten nede. Fordelen er en ganske lang rækkevidde på cirka 465 kilometer. Vel at mærke efter den skrappe, amerikanske EPA-norm. Oversat til den mere optimistiske WLTP, som vi benytter i Europa, vil det give Cybercab en rækkevidde på den gode side af 500 kilometer.
Teslas ansøgning om godkendelse af Cybercab afslører, at den del af vægtbesparelsen kommer fra at give bilen forhjulstræk. Hidtil har alle Tesla’er trukket på baghjulene eller alle fire.
Elmotoren yder 160 kW (220 hk), så i forhold til vægten bliver der tale om en relativt hurtig elbil.
Under 190.000 kroner
Dokumenterne afslører dog ikke de to mest påtrængende spørgsmål: Hvornår sættes Cybercab i produktion, og hvad skal den koste?
Tesla har tidligere været ude at sige, at produktionen skal begynde “inden 2027”, og at bilen skal koste “under 30.000 dollar” i USA - det svarer til lige under 190.000 kroner.
For Tesla bliver den helt store udfordring at få Cybercab godkendt som en ægte, fuldt selvkørende bil. Hvorvidt det kan lade sig gøre i år er fortsat et godt spørgsmål, som der endnu ikke findes et svar på.






