Test viser, at luksus og lang rækkevidde sagtens kan rime på lav miljøbelastning. Mercedes CLA scorer topkarakter for lavt forbrug og klimaaftryk.
Du kan sagtens køre luksusbil og alligevel reducere dit klimaaftryk. I hvert fald hvis dit køretøj er en effektiv elbil med lavt strømforbrug og lang rækkevidde.
Sådan lyder den korte udgave af Green NCAP’s fem-stjernede vurdering af elbilen Mercedes CLA EQ, der er kendt for sin rekordlange rækkevidde.
Green NCAP, der er miljø-udgaven af den europæiske crashtestorganisation Euro NCAP og undersøger bilers samlede miljøbelastning, giver fem ud af fem mulige stjerner til den effektive Mercedes.
Både luksuriøs og miljøvenlig
Normalt er det kompakte og lette elbiler med små batterier, der bruger mindst energi og belaster miljøet mindst, der scorer topkarakter i Green NCAP-testen. Men Mercedes CLA EQ 250+ viser, at også en større og mere luksuriøs elbil kan levere fremragende effektivitet og relativt lave CO2-udledninger gennem hele bilens levetid.
Fem stjerner og en samlet score på 91 procent er særligt imponerende, fordi den langtrækkende Mercedes kører med et relativt stort batteri på 90 kWh og vejer på den tunge side af to ton.
Trækker fra fossilbiler
Det får Green NCAP til at kaste en større buket roser efter Mercedes CLA. Organisationen ser ligefrem begyndelsen på en fremtid, hvor selv luksuriøse elbiler trækker fra traditionelle fossilbiler i det store klimaregnskab og bidrager til et bedre miljø.
Til sammenligning er der kun halvanden stjerne til den benzindrevne SUV MG HS 1,5 GDI, som Green NCAP testede i samme ombæring. Den kinesiske SUV kører kun lidt over 10 km/l trods turbo og beskeden motorstørrelse.
Green NCAp er især imponeret over det anderledes lave energiforbrug i Mercedes CLA. Den lave, coupéformede personbil er særdeles strømlinet, og det giver en rækkevidde på op til 690 kilometer i varmt vejr på landeveje. I testen, der blev udført i varmt vejr med tændt klimaanlæg, målte Green NCAP et forbrug på 7,2 km pr. kWh - ganske tæt på det officielle WLTP-forbrug på 8,2 km pr. kWh.
Mindre rækkeviddeangst - flere købere
Ifølge Green NCAP leverer CLA også stærke resultater under kolde forhold. Det kan være med til at mindske den rækkeviddeangst, som fortsat afholder nogle bilkøbere fra at vælge elbiler.
Green NCAPs beregninger viser en anslået rækkevidde på 651 kilometer ved bykørsel i varmt vejr. Selv ved motorvejskørsel i minus syv graders frost vurderer Green NCAP, at bilen kan køre op til 456 kilometer på en opladning.
Hurtig opladning
Der er også roser til CLA’s evner ved ladestanderen. Green NCAP målte en maksimal effekt på 342 kW, hvilket gjorde det muligt at øge batteriets ladestand fra 10 til 80 procent på blot 22 et halvt minut.
Det gør ifølge Green NCAP bilen velegnet til bilister, der regelmæssigt kører lange strækninger.
Alt i alt konkluderer Green NCAP, at luksusbiler og lav miljøbelastning ikke behøver være hinandens modsætninger. Den elektriske Mercedes CLA beviser det modsatte.






