Sporty Kina-bil sætter rekord i bestillinger

zeekr 7GT danmark

Zeekr vil udfordre Audi, BMW og Mercedes med den sportslige 7GT. Forhåndsinteressen sætter ny rekord for det kinesiske bilmærke.

Intet er sværere end at mase sig ind i den nærmest hermetisk lukkede klub for europæiske premium-bilmærker. Talrige konkurrenter har prøvet det. Fra Citroën over Lexus til Cadillac. Ingen er rigtigt lykkedes med det - salgstallene er i bedste fald beskedne sammenlignet med de biler, som Audi, BMW og Mercedes formår at sælge på det europæiske hjemmemarked.

Ikke desto mindre prøver konkurrenterne igen og igen at få en fod i døren. For der er penge i premium-klubben: Indtjeningen er langt højere og kunderne loyale.

Hjælp fra James Bond

Kinesiske bilproducenter slikker sig også om munden ved tanken om at opnå samme status som de sydtyske forbilleder. BYD, verdens største elbilproducent, prøver med luksusmærket Denza. Men selv ikke PR-hjælp fra selveste James Bond flytter salget op i en størrelse, der tåler sammenligning med bare enkelte modeller fra det tyske top-trekløver.

Xpeng kan prale af en vis succes med den store SUV, G9. Men igen - i Europa er der langt op til salget af direkte konkurrenter som Audi Q6 e-tron, Mercedes EQE SUV og den lidt mindre BMW iX3.

Men nu er der en nu Kina-bil på vej med samme ambitioner, der ser ud til at have medvind på vej ind i klubben for premium-mærker.

Ny rekord for Zeekr

Zeekr 7GT, der i disse SUV-tider er noget så anderledes som en lav, sportslig stationcar, har slået alle rekorder for bestillinger i Europa for et kinesisk bilmærke.

Ifølge Automobilwoche har Zeekr modtaget 3.800 ordrer endnu inden bilen er nået ud til forhandlerne. Det er første gang, at det blot fem år gamle Zeekr-mærke oplever så stor forhåndsinteresse.

Zeekr er en del af den kinesiske Geely-koncern, der også ejer Volvo, Polestar, Lotus og Lynk & Co.

Stadig langt op

Mens Zeekr naturligvis glæder sig over de mange bestillinger, er der stadig et stykke vej op til forbillederne. BMW havde for eksempel flere end 50.000 forudbestillinger på deres første Neue Klasse elbil iX3, inden produktionen begyndte. Og efterspørgslen på den mindre i3 har været så stor, at BMW måtte åbne for ordrer flere måneder før planlagt.

Man skal altså lige spise brød til, inden man lader sig blæse bagover af Zeekr’s rekord.

Omvendt ser 7GT utvivlsomt spændende ud. Til priser fra 325.000 kroner får man en veludstyret elbil med 800 volt-teknologi og 519 kilometers rækkevidde, der ligner en reel udfordrer til populær elbiler som Tesla Model 3, VW ID.7 og måske et billigt alternativ til den ‘elektriske 3-serie’, BMW i3.

Mange danske ordrer

Mange af de 3.800 bestillinger på Zeekr 7GT kommer fra Danmark, hvor flere end 500 har bestilt bilen uden at køre i den først.

7GT kan også være med til at gøre interessen for mærket bredere: I dag sælger Zeekr tre modeller herhjemme, men den store SUV 7X er stort set ene om at trække kunder i butikken. Det ser 7GT ud til at kunne lave om på.

Spørgsmålet er, om det er nok til kunne bryde koden til medlemskab af den europæiske premiumklub. 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here