De amerikanske myndigheder forbyder kinesisk-ejede Polestar at sælge biler i USA. Forbuddet er et alvorligt slag for det økonomisk trængte bilmærke.
Spændingerne mellem USA og Kina tager til. Det er bilmærket Polestar et oplagt eksempel på: Egentlig havde Polestar fået lov til fortsat at sælge biler i USA på trods af den såkaldte lov om ‘Forbundne biler’, der forbyder salg af biler fra ‘fremmede enheder’ som Kina.
Men nu har det amerikanske handelsministerium trukket godkendelsen tilbage. I stedet har Polestar fået at vide, at de fra modelår 2027 ikke længere har lov til at sælge biler i USA. Heller ikke Model 3 (foto), der fremstilles i Charleston i den amerikanske delstat South Carolina.
Modelår 2027 introduceres typisk i anden halvdel af det foregående år, så alt tyder på, at Polestar er ude af det amerikanske marked i løbet af få måneder.
Frygter kinesisk overvågning
“Vi vil fortsætte med at sælge vores nuværende lager, præcis som vi gør i dag. Fremover vil vores kunder have samme adgang til service, men fra modelår 2027 stopper vi med at sælge og markedsføre vores biler i USA,” skriver en talsperson fra Polestar til InsideEVs.
Polestar havde i forvejen stoppet salget af Polestar 2, der fremstilles i Kina, og derfor ikke må sælges i USA.
Loven om ‘forbundne biler’ (the Connected Vehicle Rule) er indført, fordi de amerikanske myndigheder frygter, at kinesiske bilers kameraer, sensorer og software kan bruges til at overvåge og indhente data i fjendtligt øjemed.
Kan det ramme Volvo?
Polestar er ejet af den kinesiske Geely koncern, der også ejer Volvo. Netop derfor er spørgsmålet - der foreløbig er ubesvaret - om samme regel kan komme til at ramme Volvo?
USA er et helt afgørende marked for Volvo, der også fremstiller biler i Charleston på samme fabrik som Polestar 3.
Forbuddet rammer Polestar i en tid, hvor selskabet fortsat taber penge og aldrig har givet overskud.
Nedtoner konflikt
Polestar-chef Michael Lohscheller nedtoner enhver konflikt med USA - måske af hensyn til Volvo - og italesætter Polestars exit fra USA som en velovervejet beslutning: Ifølge Polestar udgør Europa næsten 80 procent af Polestars samlede salg.
Underforstået - USA er slet ikke vigtigt for det Kina-ejede bilmærke.
Polestar opgav sidste år at sælge biler i Kina efter et stærkt vigende salg, så det er ikke helt forkert, at fokus er på Europa.
“Bilindustrien er på vej ind i en ny fase, baseret på regionale dynamikker. Det afspejler vores strategi, hvor Europa er den største vækstmotor og vi planlægger at fremstille (den nye,red.) Model 7 i Europa. Vi vil fortsætte med at investere i markeder, hvor vi har mulighed for at vækste som Sydøstasien, Østeuropa, Latinamerika og Canada,” siger Lohscheller i en kommentar til den dramatiske udvikling i USA.





