TEST: Opel Mokka handler mest om stil

BILTEST: Med navnet Mokka fortæller Opel med al tydelighed, at deres nydelige, kompakte SUV trods firehjulstræk hører til foran caféen og ikke i vildmarken.  

Hvilken bil?
Opel Mokka er en kompakt SUV – eller såkaldt crossover – med lækkert design, der trods højden og firehjulstrækket har køreegenskaber som en almindelig personbil. Som de fleste andre livsstils-SUV’er er den ikke beregnet til offroad, men er rettet mod unge par og familier i de store byer. Selv om markedet for kompakte SUV’er i Danmark stadig er småt, er det i disse år et af de hurtigst voksende markeder i bilindustrien på globalt plan.

Vidste du at?
Firehjulstræk betyder ikke, at alle fire hjul hele tiden trækker lige meget. Når det går lige ud er det kun forhjulene, der trækker – på den måde spares der på brændstoffet. Kommer bilen på grus eller et andet mere usikker underlag, overføres op til 50 procent af kræfterne til baghjulene. Opel Mokka fås også med blot forhjulstræk.

Hvordan er førerpladsen?
Hvis dit hjerte banker for Opel, vil du hurtigt føle dig hjemme bag rattet i Mokka.

Som i mange andre Opel-modeller er førstehåndsindtrykket lækkert, og det indtryk spoleres ikke af, at plastikkvaliteten ved en nærmere inspektion sine steder er lidt tvivlsom.

For folk med lange ben er det værd at nævne, at rattet kan justeres temmelig langt frem mod føreren, så man føler, at man har god kontrol med styringen, også selv om forsædet er kørt langt tilbage.

Hvordan opleves kabinen?
Der er højt til loftet og god plads til benene på alle pladser. Man sidder højt og har et godt udsyn. Bagagerummet er ikke imponerende. Med sine 356 liter er det mindre end de nærmeste konkurrenters. Bagsæderne kan dog lægges næsten plant ned, hvilket øger anvendeligheden.

Er sikkerheden i orden?
Ja. Mokka har fået 5 stjerner i EuroNCAPs crashtest og yder god beskyttelse ved både frontal- og sidekollision, ligesom nakkestøtterne beskytter godt mod piskesmæld. Mokka scorede desuden maksimumpoint for beskyttelse af børn i bilen. Læs mere om crashtesten af Mokka på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Høj og smal er sjældent en god kombination, når vi taler manøvredygtighed, men Mokka opfører sig stort set som en almindelig, lavbenet personbil.

Styringen er meget letgående – efter min mening nærmest lidt nervøs – og Mokka reagerer omgående på små korrektioner.

Hvordan er motoren?
Mange vil sikkert gå efter dieselvarianterne, men den 140-hestes, 1,4-liters turbomotor passer glimrende til Mokka. Den er ikke just stille, men er dog mere støjsvag end dieseludgaverne og virker kvik, særligt ved bykørsel.

Passer prisen?
Prisen er fin. Med 4×4, 1,4-liters turbobenziner og Cosmo-udstyr løber Mokka op i 334.900, og her matcher den de nærmeste konkurrenter som Nissan Qashqai, Mazda CX-5, Skoda Yeti og Honda CR-V, hvis de også skal have firehjulstræk. Opel Mokka er dog en anelse mindre.

 

Er der alternativer?
I forhold til, hvor lille markedet er for kompakte SUV’er lige nu, er der ret mange om buddet. Som nævnt kan Nissan Qashqai, Mazda CX-5, Skoda Yeti og Honda CR-V fås med firehjulstræk til nogenlunde samme pris, men derudover skal du selvfølgelig først overveje, om du overhovedet har brug for en højbenet firehjulstrækker. Du kan spare en del penge – og som oftest få en bedre køreoplevelse – ved at gå efter biler i miniklassen i stedet.

Konklusion:
For:
Nydeligt udseende, godt udsyn fra førerpladsen, kører som en lavbenet bil
Imod: Nervøs styring, støjende motor, ikke så meget bagageplads
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Opel Mokka ser godt ud og opfører sig langt hen ad vejen som en almindelig personbil. Men den lidt for ivrige styring, støjen fra motoren og det lille bagagerum trækker ned.

FAKTA: Opel Mokka 1,4 T 4×4 Cosmo

Vejl. pris, inkl. lev.: 335.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 15,6 km/l
Længde/bredde/højde: 428/204/166 cm
Bagagerum: 356-1.372 liter
Vægt: 1.425 kg
Motor: 4 cyl., 1,4 liter
Effekt: 140 hk/200 Nm
0-100 km/t: 9,9 sek
Topfart: 190 km/t

Særligt standard udstyr (Cosmo):
Bluetooth, 18” alufælge, fartpilot, læderrat med varme, varme i forsæder, boardcomputer, automatisk op-/nedblænding af langt lys, varmereflekterende ruder, kopholder for og bag, fjernbetjening i rattet, aircondition, læselamper foran, tågeforlygter, fjernbetjent centrallås, el-betjente sideruder for og bag.
Metallak: 5.900 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Af Jens Østergaard

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here