Efter 50 millioner motorer nedlægger Stellantis motorfabrik, der fremstiller den fejlramte 1,2 PureTech motor. I stedet skal der fremstilles dele til elbiler.
Til oktober er det ‘au revoir’ til en berømt motorfabrik i fransk bilindustri: Efter flere end 50 millioner motorer er det slut med at fremstille fossil-motorer i Douvrin til Stellantis-mærker som Citroën, Peugeot og Opel. Det skriver franske L’Automobile.
Fabrikken i Douvrin blev grundlagt i 1969 af de to franske bilgiganter Peugeot og Renault under navnet Française de mécanique, “Den franske mekanik”. Siden overtog Stellantis-koncernen fabrikken, og det var her i Douvrin, at koncernen fremstillede den senere så berygtede, trecylindrede PureTech 1,2 benzinmotor, der sidder i stort set alle mindre Citroën, Peugeot og Opel-modeller.
Svagelig konstruktion
PureTech-motoren skulle være moderne og nøjsom, men konstruktionen, hvor tandremmen kører gennem motorolien, viste sig at være svagelig. Tandremmen kunne gå delvis i opløsning, og PureTech-motoren blev hurtigt berygtet for alt fra stort forbrug af olie og oliepumper til regulære sammenbrud.
Også på det danske marked har PureTech-motoren været stærkt kontroversiel. Først i 2025 erkendte Stellantis mere eller mindre direkte, at motoren i bund og grund var fejlkonstrueret og tilbød 10 års garanti. Dog under forudsætning af, at motoren blev serviceret på autoriseret værksted.
Omstilling til elbiler
Siden har Stellantis udviklet en afløser for motoren, der fungerer med kæde i stedet for rem, lige som navnet PureTech helt er droppet.
Fabrikken i Douvrin kommer dog ikke til at fremstille flere forbrændingsmotorer. I stedet skal fabrikken omstilles til produktion af komponenter til elbiler. I forbindelse med omstillingen omtaler man med et glimt i øjet og henvisning til Californiske Silicon Valley området omkring Douvrin-fabrikken som “Battery Valley”.





