Skærmtyranniet i moderne biler har taget overhånd. Volvos designchef lover, at de fysiske knapper får comeback i kommende Volvo-modeller.
Volvo vil ikke fjerne skærmene, men Volvos designchef, tyske Thomas Ingenlath, er overbevist om, at biler i dag har brug for flere fysiske knapper. Det siger han i et interview med designmagasinet Wallpaper.
Bilindustrien bliver nødt til at gen-tænke, hvordan føreren og bilen spiller sammen, mener han.
“Skærme kan være så overvældende,” siger han til Wallpaper og understreger, at hans og Volvos ambition er at udtænke knapper, som er “meningsfulde, og som giver en klar tilbagemelding”, når man trykker på dem. Altså er det såkaldte “haptisk feedback” ikke dét, en knap skal give. Men derimod feedback, der kan mærkes – "taktil feedback", som det hedder.
Bilindustriens bevægelse mod flere berøringsskærme har de seneste år været markant med stadig flere funktioner gemt bag menuer på skærmene.
“Jeg vil ikke være overrasket, hvis nuværende opfattelse af 'jo flere skærme, desto bedre' om seks måneder viser sig at være den helt modsatte,” siger Ingenlath i interviewet.
Fysisk og logisk
Thomas Ingenlath understreger, at Volvo ikke først og fremmest skal handle om teknologi, men derimod om mennesker.
Volvo har ellers de seneste år excelleret i minimalisme. Volvo-kabinerne er stort set renset for fysiske knapper, men chefdesigneren vil benytte 2027, som er året, hvor Volvo fylder 100 år, til ikke kun at give fysiske og logisk fungerende knapper omkring føreren en renæssance, men også give et comeback til stærke, venlige farver og mere grafisk særpræg, som var en tydelig del af Volvos modeller fra 1950’erne og i hvert fald tre årtier frem.
Skærmkritik tager til
Kritikken af den udbredte skærmbetjening er taget til de seneste år. Fra årsskiftet skærpede Euro NCAP kravene til betjeningsvenlighed, hvis bilerne skal opnå de fem maksimale stjerner i sikkerheds-testene.
Volkswagen er allerede i fuld gang med at rette op på tilbagemeldinger fra brugerne. Man har bl.a. erkendt, at det var “en fejl” at satse næsten udelukkende på skærmbetjening. I koncernens nye minier, VW ID.Polo og Cross, Cupra Raval og Skoda Epiq, er skærmene suppleret af et væld af fysiske knapper.
Euro NCAP’s opfordring er ikke det samme som lovgivning, men det europæiske sikkerhedsråd for transport (ETSC) lægger pres på politikerne i EU for en stramning af loven.
“EU’s retningslinjer fungerer ikke, fordi de nuværende tryk- og infotainmentskærme er distraherende og usikre … Vi har brug for, at lovgiverne i EU følger op med bindende lovkrav til alle køretøjer,” sagde Frank Mütze, sikkerhedsekspert i ETSC, tidligere i år til Automotive News.
Skærpede krav i Kina
Også i Kina, verdens største bilmarked, har man blikket rettet mod den alt for udbredte brug af skærmbetjening. Fra 1. juli 2027 skal følgende funktioner styres via fysiske knapper: Tænd-sluk af bilens lygter, herunder afviserblink og advarselsblink med langt lys. Valg af gear – gearvalg via skærm, som vi kender det fra Tesla, bliver dermed forbudt. Aktive køre- og sikkerhedsassistenter som vejbaneassistent, hastighedsassistent og adaptiv fartpilot. Vinduesviskere, el-bagrude, afdugning af forrude, el-drevne vinduer og tænd-sluk af motoren skal fremover også ske ved hjælp af fysiske knapper og greb.





