Stortest af sommerdæk i størrelserne 16 og 17 tommer. Overraskende vinder i 17 tommer størrelsen – og husk at være opmærksom på slidstyrken.
Sommerdæk. Så er det ved at være tiden igen: Sne og frost er væk, vinterhjulene skal af og ’sommersutterne’ på, for temperaturerne er kravlet op på tocifrede værdier.
Årets store test af 32 sommerdæk, som FDM har lavet i samarbejde med en række europæiske bilklubber, hjælper dig med at vælge de rigtige ’sommersko’ til bilen i to populære størrelser.
Der er testet 15 dæk i størrelsen 16-tommer (205/55), som er den mest solgte dækstørrelse i Europa. Det er dæk, der passer til biler som bl.a. VW Golf, Kia Ceed og Skoda Octavia. Derudover er der testet 17 dæk i størrelsen 17-tommer (225/50), der passer til lidt større mellemklassebiler som Audi A4, Mercedes C-klasse og BMW 3-serie.
FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen, er tilfreds med niveauet i årets test af sommerdæk:
”Tidligere så vi flere dæk falde igennem i vores test, men af årets 32 testede dæk er der kun to dæk, der dumper – et i hver dækstørrelse. Til gengæld placerer en meget stor gruppe af dæk sig i midten med karakterer, der er gennemsnitlige.”
Han anbefaler i øvrigt, at man i Danmark, hvor vi har mange regnvejrsdage, går efter et dæk, der har gode egenskaber på våd vej.
Af de 15 testede dæk er det Continental PremiumContact 6 og Semperit Speed-Life 3, der klarer sig bedst, efterfulgt af Bridgestone Turanza T005.
11 dæk klarer sig til et gennemsnitligt resultat, mens kun et, King Meiler Sport 1, der ikke forhandles i Danmark, falder igennem.
Pas på slidstyrken
Nærlæser man testresultaterne, afslører de store forskelle mellem de forskellige delresultater. Det gælder ikke mindst slidstyrken, hvor Goodyear EfficentGrip Performance 2 holder 55.300 km, mens Nokian Wetproof klarer 24.800 km. Altså under den halve distance.
Testens anden gruppe omfatter 17 dæk i størrelsen 17-tommer (225/50 R17 Y). Hastighedskoden Y afslører, at der er tale om ’hurtige’ dæk, der kan køre op til 300 km/t.
Bedst klarer Falken Azenis FKS10 sig med meget gode egenskaber på både våd og tør vej. Det er lidt overraskende, for vi ’plejer’ at støde på et af de mere kendte mærker som Continental, Bridgestone eller Michelin øverst på sejrsskamlen.
Tre andre dæk opnår også bedømmelsen god, mens 12 dæk er gennemsnitlige. Et dæk, Firestone Roadhawk, falder skuffende igennem og frarådes af FDM.
I testen på våd vej skulle det bruge over ti meter mere end det bedste dæk for at bremse ned fra 80 til 0 km/t.
FAKTA: FDMs sommerdæktest 2021
Dækkene er rangeret efter denne bedømmelse:
- 4-6 stjerner: Bedre end gennemsnittet
- 3 stjerner: Gennemsnitligt
- 1-2 stjerner: Dårligere end gennemsnittetDu kan se en gennemgang af alle 32 dæk på FDM.dk.
Sommerdæk 205/55 R16 V (240 km/t.) | ||
Mærke | Navn | Stjerner |
Continental | PremiumContact 6 | ***** |
Semperit | Speed-Life 3 | ***** |
Bridgestone | Turanza T005 | **** |
Goodyear | EfficientGrip Performance 2 | *** |
Kumho | Ecsta HS51 | *** |
Apollo | Alnac 4G | *** |
Hankook | Ventus Prime 3 K125 | *** |
Fulda | EcoControl HP 2 | *** |
BF | Goodrich Advantage | *** |
Maxxis | Premitra 5 | *** |
Nokian | Wetproof | *** |
Pirelli | Cinturato P7 | *** |
Uniroyal | RainSport 5 | *** |
Petlas | Imperium PT515 | *** |
King | Meiler Sport 1 (sælges ikke i DK) | ** |
Kilde: FDM.dk
Sommerdæk 225/50 R17 Y (300 km/t.) | ||
Mærke | Navn | Stjerner |
Falken | Azenis FK510 | ***** |
Continental | PremiumContact 6 | **** |
Kumho | Ecsta PS71 | **** |
Bridgestone | Turanza T005 | **** |
Michelin | Primacy 4 | *** |
Dunlop | Sport Maxx RT2 | *** |
Esa+Tecar | Spirit Pro | *** |
Nexen | N Fera Sport | *** |
Pirelli | Cinturato P7 | *** |
Semperit | Speed-Life 3 | *** |
Kleber | Dynaxer HP4 | *** |
Sava | Intensa UHP 2 | *** |
Giti | GitiPremium H1 | *** |
Laufenn | S-Fit EQ+ LK01 | *** |
Barum | Bravuris 5HM | *** |
Viking | ProTech NewGen | *** |
Firestone | Roadhawk | * |
Kilde: FDM.dk