Batterimangel stopper produktion af elbiler med lang rækkevidde

Peugeot e-3008

Stellantis mangler batterier til Long Range-udgaverne af Peugeot E-3008 og Citroën ë-C5 Aircross - det sætter produktionen på pause.

Umiddelbart lyder det som et luksusproblem: Kunderne vil købe flere elbiler med lang rækkevidde, end Stellantis-koncernen kan bygge.

Men problemet er reelt nok - og skaber utilfredse kunder. Stellantis kan ikke få tilstrækkeligt med store 98 kWh-batterier fra den franske producent ACC. Det rammer blandt andet Peugeot E-3008 og Citroën ë-C5 Aircross i Long Range-udgaverne. Problemet rammer også den større Peugeot E-5008, skriver reuters.com.

Fabrikker holder pause

Nu får manglen på batterier nogle meget konkrete konsekvenser: På Peugeot-fabrikken i Sochaux bliver produktionen indstillet fra 23. til 30. oktober. Fabrikken i Rennes, hvor Citroën C5 Aircross bygges, holder pause fra 22. til 30. oktober.

Ifølge koncernen er efterspørgslen efter udgaverne med lang rækkevidde særligt stor blandt firmakunder. Stellantis vil derfor tilpasse produktionen midlertidigt, så fabrikkerne ikke bygger biler i andre udgaver, som kunderne ikke har bestilt. 

Batterifabrik skal op i fart

ACC er angiveligt i fuld gang med at øge produktionen på sin franske fabrik. Ifølge fabrikken vil den i september fremstille næsten lige så mange batterimoduler som i hele 2025. Den optimistiske melding modsiges dog af Stellantis, der siger, at leverancerne endnu ikke er store nok.

Problemet er ikke nyt. Allerede i februar blev der meldt om lange ventetider på Peugeot E-3008 og E-5008 med de store batterier, fordi ACC havde svært ved at få produktionen hurtigt nok op. For bilkøbere er den mulige konsekvens fortsat længere leveringstid på netop de udgaver, der kan køre længst.

I Danmark skulle Long Range-udgaverne for længst være lanceret, men de optræder ikke engang i modeloversigterne. På diverse sociale medier kan man læse om adskillige danske bilkøbere, der ærgrer sig over, at de stadig ikke kan købe især Peugeot E-5008 med det store 98 kWh-batteri. Oprindeligt skulle den udgave have været i Danmark i starten af 2025.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here