Bilproducenter i fælles opråb til EU: Beskyt os mod de kinesiske biler 

VW, Renault og Stellantis opfordrer EU til at indføre samme told på kinesiske fremstillede hybridbiler som elbiler. BMW og Mercedes er uenige.

EU skal ikke bare lægge told på kinesiske elbiler. Der skal også told på de hybridbiler, som Kina i disse måneder eksporterer i stor stil til Europa.

Kravet blev lagt frem af Volkswagen, Stellantis og Renault på bilmessen i Paris i denne uge, hvor de tre topchefer for tre af Europas største bilkoncerner for første gang stod sammen med en samlet politisk dagsorden over for Bruxelles. Tilsammen står VW, Renault og Stellantis for mere end 60 procent af bilproduktionen i Europa.

Kernen i udspillet er en "Made in Europe"-regel med en dobbelt 70-procents-grænse. Hvis 70 procent af en producents EU-byggede biler opfylder krav til europæisk komponent-indhold, så kvalificerer alle producentens europæiske salg sig til de kommende EU-incitamenter. Forslaget blev sendt til Europa-Kommissionen i et fælles brev i juni og er nu løftet helt op på topniveau.

Reagerer på kinesisk fremmarch

Baggrunden er et pres, der er vokset hurtigt det seneste år. Kinesiske bilmærker ramte en markedsandel på omkring 10 procent i Europa i de første otte måneder af 2026, cirka det dobbelte af året før. BYD, Chery og det statsejede SAIC's MG stod alene for 90 procent af de kinesiske mærkers hybridsalg i EU i samme periode.

VW-chef Oliver Blume var skarp i formuleringen fra scenen i Paris. "Dem, der sælger her, bør konkurrere på sammenlignelige vilkår og skabe job og værdi her i Europa", sagde han til nyhedsbureauet AFP. 

Renault-direktør François Provost tilføjede ifølge samme bureau, at den aktuelle strøm af importerede hybridbiler fra Kina "ikke er bæredygtig for Europa".

De tre bilgiganter beder også EU om en 10-årig undtagelse fra nye regler for små elbiler for at få omkostningerne ned. Målet er at skabe plads til en ny generation af billige europæiske elbiler, der kan matche de kinesiske konkurrenter.

BMW og Mercedes står udenfor

De to tyske premium-producenter BMW og Mercedes har valgt ikke at skrive under på det fælles opråb. 

Hos BMW har den nye topchef Milan Nedeljkovic offentligt afvist told og lignende beskyttelsesværktøjer som løsning på den kinesiske konkurrence.

"Yderligere told ville være et endnu større indgreb, og derfor støtter jeg frivillige aftaler på fair vilkår", sagde han til Reuters i september. 

Begge koncerner spiller i et andet prissegment og har langt mindre at tabe på billige kinesiske elbiler i Europa end mærker som Renault, Citroën, Peugeot, Opel og VW.

Også uden for EU er der kritik. Toyota, Nissan og Jaguar Land Rover frygter, at reglerne i deres nuværende form vil udelukke komponenter produceret i Storbritannien, Japan og Tyrkiet.

Kina-mærker øger også i Danmark

Udviklingen er også mærkbar i Danmark. Kinesisk ejede bilmærker, som der i dag er over 20 af i Danmark, har næsten fordoblet deres markedsandel fra 7,5 procent i 2025 til 12,3 procent i 2026. Mærker som MG og Xpeng ligger nu solidt i top 15 over mest solgte biler. Prisen er den vigtigste årsag: Selv de billigste europæiske biler som Dacia Spring eller en Renault Twingo koster stadig mere end den tilsvarende kinesiske model.

Kina-mærkernes fremgang i Danmark sker endda på elbiler, der er pålagt op til 43 procent straftold, fordi EU anser de statsstøttede kinesiske bilmærker for at konkurrere på "unfair vilkår”. Hybridbiler, der kun er pålagt 10 procent almindelig told, spiller næsten ingen rolle på det danske bilmarked. Særligt i England og Sydeuropa er det især kinesiske hybridbiler, der hugger markedsandele fra europæiske bilmærker.

Kan øge europæisk produktion

En EU-godkendelse af 70-procents-reglen vil kunne ændre regnestykket. Hvis incitamenter som bonusser eller skattefordele kun gælder biler med et højt europæisk komponent-indhold, vil kinesiske modeller enten skulle flytte produktion til Europa eller sælges uden fordele, hvilket typisk vil hæve den endelige pris for en dansk køber.

Flere kinesiske producenter er allerede i gang med at tilpasse sig. Leapmotor samler sin billige elektriske SUV B10 elbil på en Stellantis-fabrik i Spanien og regnes dermed som europæisk produceret under de kommende regler.

Europa-Kommissionen offentliggjorde et første udkast til "Made in Europe"-pakken i marts og ventes at lande en endelig version som en del af den såkaldte Industrial Accelerator Act, hvor Frankrig og Tyskland arbejder på en fælles position.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here