Fransk nichemærke kommer til Danmark med medvind

Salget af Renaults sports-bilmærke Alpine stiger over 50 procent. I juni kommer mærkets to elbiler til Danmark.

Ligesom der er finere fransk madlavning, findes der også finere fransk bilfremstilling. Citroën frister med premiummærket DS, mens creme de la creme hos rivalen Renault hedder Alpine.

Til juni kommer Alpine til Danmark hos fire udvalgte forhandlere. I første omgang med to modeller, begge elektriske: A290, der er Alpines hårdtpumpede udgave af Renault 5, og A390, der er en spændende krydsning mellem crossover og sportsvogn. Angiveligt ser vi den også senere i en cabriolet-udgave med stoftag.

Enorm vækst

Alpine, der også er kendt fra Formel 1, kommer til Danmark med medvind i overhalingsbanen. 

I årets første kvartal leverede det franske sportsvognsmærke 3.246 biler på verdensplan - en solid fremgang på 54,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Små tal jovist, men fremgangen i et udfordret marked er desto mere imponerende.

Fremgangen er nemlig drevet af det europæiske marked, hvor salget steg 53,9 procent til i alt 3.096 biler. Særligt briterne sætter pris på de køreglade franske specialiteter med en eksplosiv stigning på mere end 1.500 procent, hvilket gør de britiske øer til Alpines næststørste marked.

Frankrig er fortsat størst med 1.397 solgte biler, mens flere øvrige europæiske markeder oplever kraftig fremgang. I Tyskland er salget steget 145 procent og i Spanien 185 procent.

Vild mini trækker væksten

Alpines mindste model A290 er den store drivkraft bag væksten og indtager nu positionen som mærkets bedst sælgende model. 

I første kvartal blev 2.452 A290-modeller registreret globalt, hvilket svarer til en fremgang på 63,9 procent. Modellen tilbydes i fire varianter – GT, GT Premium, GT Performance og GTS – med enten 180 eller 220 hk, og kombinerer sportslige præstationer med komfortabel hverdagsbrug i tråd med Alpines DNA.

Topmodel med tre elmotorer

Også lanceringen af den nye Alpine A390 bidrager til den positive udvikling. Modellen, der blev præsenteret i forbindelse med Alpines 70‑års jubilæum i 2025, er mærkets første femsæders sport fastback.

Den elektriske sports-crossover Alpine A390 udfordrer Porsche Macan og skal tjene penge til udvikling af Alpins rendyrkede el-sportsvogne.

Alpine A390 fås med 400 eller 470 hk og er udstyret med tre elmotorer og det patenterede Alpine Active Torque Vectoring‑system. I topversionen accelererer modellen fra 0 til 100 km/t på 3,9 sekunder. A390 GT er allerede introduceret på udvalgte markeder og rulles nu gradvist ud i resten af Europa og altså også Danmark. Senere følger GTS‑udgaven.

Adieu til legenden A110

Til gengæld ser vi ikke den legendariske sportsvogn A110, Frankrigs svar på Porsche 911 og modellen, der oprindeligt startede det hele for Alpine. Heller ikke i en kommende ny generation, der lanceres i 2027.

A110 er nemlig en fossilbil, og herhjemme kommer vi udelukkende til at se Alpines elbiler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here