Store batterier skal hjælpe OK med at levere høj ladeeffekt, når mange elbiler lader samtidig. 20 batterianlæg er klar inden nytår.
Flere elbiler på vejene kræver mere strøm ved ladestanderne. Men det kan tage tid for ladeoperatørerne at få adgang til den nødvendige kapacitet i elnettet.
Nu vil energiselskabet OK udnytte de nettilslutninger, selskabet allerede har, til at opstille mindst 70 batterianlæg over hele Danmark.
Batterierne skal blandt andet hjælpe med at holde ladehastigheden oppe, når mange elbiler lader samtidig.
Kamp om strømmen
Løsningen er i princippet enkel: Batterierne oplades, når der er rigeligt med strøm - for eksempel fra vindmøller og solceller - og kan levere ekstra effekt til ladestanderne, når behovet stiger. Dermed bliver ladeanlægget mindre afhængigt af, hvor meget strøm den lokale nettilslutning kan levere her og nu.
”Der bliver kamp om strømmen i fremtiden. Derfor bliver evnen til at levere høj og stabil ladeeffekt vigtig, så vi kan tilbyde vores ladekunder den opladning, de forventer - også når mange lader samtidig,” siger Michael Løve, administrerende direktør i OK.
Strøm som 10 elbilbatterier
De to første batterianlæg etableres i dag i Trustrup på Djursland og Vester Lyby nær Skive. Senere i oktober følger anlæg i Odense og Svendborg.
OK forventer at have de første 20 batterianlæg klar inden årets udgang. Resten skal etableres i de kommende år.
Anlæggene placeres på selskabets egne lokationer, hvor der allerede er nettilslutning og ledig kapacitet. Derfor kræver de ifølge OK ikke nye nettilslutninger.
Batterierne varierer i størrelse. Et standardanlæg kan lagre 520 kWh – omtrent lige så meget som ti mellemstore elbilbatterier.
Når alle batterianlæg er etableret, forventer OK en samlet lagerkapacitet på cirka 60 MWh og en effekt på cirka 30 MW. Det betyder, at batterierne samlet kan levere deres maksimale effekt i omkring to timer, når de er fuldt opladet.
Gemmer strøm til senere
Batterierne skal også hjælpe med at skabe balance i elnettet.
Når vindmøller og solceller producerer meget strøm, kan batterierne oplades. Senere kan strømmen sendes tilbage i nettet, når forbruget stiger, eller elproduktionen falder.
Det kan aflaste elnettet i travle perioder og mindske behovet for at bruge fossile kraftværker til at dække spidsbelastninger.
For elbilister er den mest konkrete fordel dog udsigten til mere stabil ladeeffekt ved travle ladestationer.
OK peger desuden på, at mere fleksibilitet i elnettet på længere sigt kan bidrage til lavere elpriser.
Anlæggene produceres i Europa og leveres af den finske batterivirksomhed Cactos.
Andre ladeoperatører som for eksempel nogle af Teslas Supercharger-stationer benytter også batterier til at sikre en mere robust strømforsyning.






