Kriseramte Nissan skal spare - og det rammer også Danmark, hvor der overvejes en ny måde at importere og sælge biler på.
Nissan kæmper med at rette op på økonomien. Efter vedvarende milliard-tab er den japanske bilproducent i gang med en større oprydning, der inkluderer alt fra fyring af tusindvis af medarbejdere over salg af firmaets prominente hovedkvarter i Yokohama.
Sparekniven kommer også til at ramme i Danmark og omegn.
Lukker delvist i England
Aktuelt ligger det fast, at Nissan lukker den ene af to produktionslinjer på sin engelske fabrik i Sunderland. I stedet for en total nedlukning vil Nissan forsøge at sælge eller udleje halvdelen af produktionen til en anden bilproducent.
Det skriver Automotive News, der også nævner, at kinesiske Chery og Dongfeng skulle være interesseret i at få noget europæisk produktion hos Nissan i Sunderland.
Fabrikken i Sunderland var tidligere en hjørnesten i Nissans produktion til Europa, men har længe været på vej ned ad bakke. Over de seneste 10 år er produktionen næsten halveret.
Fyringer rammer Danmark og Norden
Ifølge branchebladet vil Nissan også afskedige 900 medarbejdere i Europa. Ud over et reservedelslager i Barcelona vil det især ramme salgsafdelinger i Norden og dermed Danmark. Samtidig vil Nissan skifte til en ny distributionsmodel, hvor det ikke er fabrikken selv, men eksterne importører, der skal stå for import og salg i Norden.
Hos Nissan Danmark bekræfter kommunikationschef Ann Strøby, at der arbejdes på et nyt set-up for Nissan herhjemme og de øvrige nordiske lande.
“Jeg kan bekræfte, at vi overvejer at ændre Nissans direkte distributionsmodel i Norden (Norge, Sverige og Danmark) til en importørmodel. Der er endnu ikke truffet nogen beslutning. Vores fokus er at sikre den rette organisation og de rette ressourcer i alle lande – med særlig vægt på medarbejdere, forhandlernetværk og kunder,” skriver hun i en mail til Hvilkenbil.
Ukendt betydning
Nissan Danmark lægger stor vægt på kundernes oplevelse af Nissan. Ambitionen er at fastholde en god oplevelse. Præcis hvad en ny måde at importere biler på kommer til at betyde for Nissans nuværende kunder og forhandlere er endnu uvist.
“En mulig overgang til en importørmodel skal være fuldstændig gnidningsfri for både nuværende og kommende Nissan-ejere, og vi vil samarbejde tæt med en eventuel ny importør for at styrke mærkets tilstedeværelse yderligere,” uddyber Ann Strøby.






